Viborg. En 69-årig opfinder er ved Vestre Landsret blevet idømt bøder for drænrør, han har sat op langs Vestkysten.

Hvis rørene ikke er fjernet inden sommeren, skal han desuden betale månedlige tvangsbøder.

Drænrørene skulle forhindre havet i at æde sig ind på stranden. I 2004 indgik opfinderen en aftale med Transportministeriet. Han fik lov til som forsøg at sætte rørene op en strækning på seks kilometer ved stranden ved Hvide Sande.

Forsøget skulle køre i tre år. I 2007 vurderede to eksperter, at rørene ikke havde en effekt. Den 69-årige søgte om tilladelse til at sætte flere rør op, men det blev afslået.

Transportministeriet pålagde ham at fjerne rørene. Men i januar 2013 satte han flere rør op. Derefter blev han meldt til politiet.

Ifølge Ingeniøren.dk drejer det sig om blå plastikrør på halvanden meter. Ifølge avisen har den 69-årige hævdet, at det er umuligt at finde rørene, fordi de er dækket af sand.

/ritzau/