En 68-årig mand kan se frem til at skulle ni måneder i fængsel, efter det er kommet frem, at han i en periode på tre år har været kærester og dyrket regelmæssigt sex med sin egen datter.
Det skriver sn.dk
Tirsdag faldt der ved retten i Roskilde dom i en opsigtsvækkende sag, hvor en 68-årig mand fra Køge tilstod at have haft et forhold til sin 35-årige biologiske datter i perioden 2010 til 2013. Straffen lød på ni måneders fængsel til den 68-årige, mens datteren ikke var tiltalt i sagen.
Under retsmødet kom det ellers frem, at det var den 35-årige datter og mor til to, som havde taget initiativ til det forbudte forhold.
»Hun tog initiativ til at have sex en dag, efter vi havde været i supermarkedet. Jeg prøvede at se hende som en datter, men det var svært, når hun var en voksen kvinde. Vi blev forelskede i hinanden, og vi tænkte faktisk ikke over det, men jeg kan godt se nu, at det var forkert,« forklarede den 68-årige til sn.dk
Den dømte havde ikke haft kontakt til sin datter siden hun var to år gammel, men de fik genoptaget kontakten for nogle år siden, og den 68-årige flyttede ind hos datteren og hendes to børn i en bolig i Faxe Kommune.
I retten fortalte den 68-årige, at han havde sex med sin datter tre til fire gange om ugen. Her blev det også sandsynliggjort, at forholdet mellem de to var gensidigt, da den 35-årige kvinde ofte havde sendt nøgenbilleder af sig selv til sin 68-årige far. Det skriver Ekstra Bladet.
»Til min fødselsdag havde hun været nede hos en professionel fotograf i Valby og fået taget en række nøgenbilleder, som hun gav mig i fødselsdagsgave, og hun betalte også for, at vi fik lavet matchende tatoveringer,« forklarede den 68-årige i retten, ifølge sn.dk
Omverdenen var angiveligt ikke bekendt med deres forhold, som blev opdaget af politiets efterforskning.
Ifølge tv2.dk afsoner den 68-årige i forvejen en dom for besiddelse af 250 kilo hash, og den 9 måneder lange fængselsstraf for det forbudte kærlighedsforhold bliver dermed lagt oven i den tidligere dom.