Hun havde ikke selv troet det.
At Christie Brinkley i en alder af 63 år skulle figurere på forsiden af det legendariske magasin Sports Illustrated Swimsuit havde hun ikke selv regnet med.
Men ikke desto mindre så er hun at finde på forsiden for fjerde gang. De første tre gange, hun figurerede, var fra 1979-1981. Hun er den ældste kvinde til at optræde på forsiden af magasinet.
Denne gang er det med gæsteoptrædener fra Brinkleys to døtre Sailor på 18 år og Alexa Rae på 31 år.
Det skriver Sports Illustrated.
»Jeg kunne ikke tro det, da de spurgte om vi havde lyst til at medvirke,« siger hun blandt andet til magasinet.
Christie Brinkley beskriver det selv som et stort øjeblik for hende at se sine to døtre på forsiden. Og hun kniber endda en lille tåre, når hun beskriver det.
Hun uddyber til magasinet People.
»Min første tanke var, at det kunne man ikke gøre i min alder. Da jeg fyldte 30 år, tænkte jeg, at det var sidste gang, at jeg poserer i en badedragt. Når dette magasin udkommer, er jeg 63 år gammel,« siger hun.
Hun afslører, at det var tanken om at få lov til arbejde med døtrene, der gjorde, at hun trak i arbejdstøjet for den absolut sidste gang.
Det er et ganske prominent job at få forsiden på Sports Illustrated. Danske Caroline Wozniacki og Nina Agdal har begge været på forsiden af magasinet. Derudover har verdensstjerner som Beyoncé, Heidi Klum og Elle MacPherson haft æren af at være på forsiden.