En 24-årig mand fra Albertslund er netop blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel for overfaldet mod realitystjernen Gustav Andersen Salinas.
Anklager Carsten Egeberg Christensen krævede straffen skærpet med henvisning til at der var tale en såkaldt hatecrime mod den homoseksuelle tv-kendis, men det fandt retten ikke belæg for.
- Vi har ikke fundet bevis for at motivet var Gustav Salinas homoseksualitet, sagde dommeren i sin begrundelse.
Den tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden 21. oktober og blev torsdag løsladt. Han skal betale 1620 kroner i erstatning til Gustav. Overfaldet fandt sted 19. oktober efter en bytur. Den 24-årige og hans kammerat ville have taget billeder sammen med Gustav, og da han nægtede dette, kastede den 24-årige en flaske, som ramte Gustav i baghovedet.
Under retsmødet kom det frem, at den 24-årige råbte 'bøsserøv' og at han var blevet vred over, at Gustav havde kaldt ham 'skatter'. Derfor mente anklageren, Carsten Egeberg Christensen, at der var tale om en såkaldt hatecrime, der giver strafskærpelse efter paragraf 81, 6.
Den 24-årige erkendte at have kastet flasken, men nægtede at der var tale om en hatecrime. I retten forklarede han, at han godt kunne lide bøsser. Hans forsvarer, Lise Holten, argumenterede i sin procedure for at motivet for overfaldet ikke var, at Gustav er bøsse, men at han ikke ville have taget billede. Hun mente, at det var naturligt at råbe 'bøsserøv' efter Gustav, fordi han er offentligt kendt for sin homoseksualitet.
- Det er Gustavs job at være kendt bøsse. Hvis man bliver sur på ham, kalder man ham bøsse. Det svarer til, at jeg bliver passet op af nogen, der vil diskutere en sag. Når jeg siger, at de må vende tilbage i åbningstiden, råber de advokatsnob, men det betyder ikke, at de hader alle advokater, men bare at de er sure på mig, sagde forsvarsadvokat Lise Holten i sin procedure.
