På Copenhell er helvede himmelsk og omvendt - lørdag leverede Immortal og Saxon to af årets koncerter indtil nu

AF STEFFEN JUNGERSEN

COPENHELL dag 2: SAXON & IMMORTAL ******

Det er såmænd ganske forståeligt, hvis nogle – i hvert fald på overfladen – har svært ved at tage norsk black metal helt seriøst.

Hele det dér trip med ligsminke, sataniske kunstnernavne og en hengivenhed til de isnende sletter og skove i nord, som selv ikke den mest misantropiske meteorolog kan matche, kan selvsagt være svært at tage alvorligt for nogle. Men hele den overflade er hos de bedste black metal bands netop dét – overflade!

Genren huser bands, som i perioder tangerer det geniale, og det bedste af dem alle er trioen Immortal fra Bergen.

De tre gav lørdag en ligeud brillant opvisning på Copenhell festivalens andendag, og den koncert vil blive stående som én af årets oplevelser for overtegnede.

Da Immortal satte i med ”All Shall Fall” og ”Sons Of Northern Darkness” som de første to numre, stivnede smilene hos de mere skeptiske blandt publikum til fordel for regulær måben. Som Abbath (guitar og vokal), Apollyon (bas) og Horgh (trommer) med største selvfølgelighed manøvrede gennem et musikalsk landskab af lige dele frenetisk frådende blastbeats, klassiske thrash-passager, dynamiske og swingende (ja, sgu!) rockriffs og ikke mindst højtflyvende atmosfæriske klangflader af lige ud sagt stor skønhed.

Ja, fjolset skrev faneme ’stor skønhed’, men det er simpelthen mageløst, som Abbath kan vride nærmest symfoniske passager ud af én guitar. For slet ikke at tale om den sikkerhed, trioen eksekverer så avanceret musik med. Ren opvisning. I power, præcision og passion.Og nu vi er i gang med det dér ’passion’, giver jeg ordet til sanger Biff Byford, som tidligt på eftermiddagen sammen med resten af veteranerne i Saxon åbnede Copenhells hovedscene:

- Well, det er tidligt på dagen, så der er ikke det store lysshow eller noget at kigge på. Men nu er vi her, og det eneste, vi har med, er ’fucking tons of passion for the music’

Og det er dét, det hele handler om. Herfra skal der i den sammenhæng blot lyde et ”amen!” og et ”hell yeah!” til en flok veteraner, som efter tre et halvt årti på bagen som band, stadig spiller deres Heavy Metal med en vitalitet, livsglæde og – ja da – passion, som havde de først for et par dage siden fundet ud af, hvor fedt det egentlig er.

Fra starten gik med ”Heavy Metal Thunder” og ”Hammer Of The Gods” via en ren klassikerparade med bl.a. ”Power & The Glory”, ”20.000 Feet”, ”747 (Strangers In The Night)”, ”Motorcycle Man” og ”Strong Arm Of The Law”, til en forrygende fest blev rundet af med ”Denim And Leather” og ”Princess Of The Night”, satte Saxon ikke én finger forkert på gribebrædderne og levede til fulde op til deres fabelagtige koncert i Amager Bio sidste efterår.

Så kan det godt være en titel som ”I’ve Got To Rock (To Stay Alive)” i nogles øren er noget corny knold, men der lades i Saxons tilfælde ingen tvivl ude om at ordene står til troende. De kalder den slags ’dedikation’ ude i byen, folkens.

Desværre tvang en opgave mig til at forlade Copenhell inden lørdagens hovednavn Marilyn Manson, men status over festivalens tredje år er alligevel, at den bliver bedre og bedre. Man kunne dog godt ønske sig, at bookerne – upåagtet personlige præferencer - snart erkendte, at der altså er subgenrer i Heavy Metal, som ikke længere har gang på jorden. Både den såkaldte ’nu metal’ og middelmådig death metal, som bookerne åbenlyst nærer en vis forkærlighed for, har haft sin tid. Det har klassisk metal og thrash metal derimod ikke, hvad eksempelvis Anthrax, Slayer og Saxons succes i år tydeligt understregede. Så giv os gerne mere festmetal.

I flugten kunne man da foreslå HammerFall, Overkill og Kreator til næste års festival. Og i øvrigt: når nu King Diamond alligevel var i nabolaget, hvorfor var han så ikke på Copenhell?

Sluttelig en gigantisk tak til publikum. Men skal lede langt og længe efter en festival med så god en stemning, som der er på Copenhell, og så finder man den næppe alligevel. Som min kollega Henning Høeg i sin tid påpegede, da jeg første gang havde ham med til en metalkoncert:

- Det kan godt være, I ligner nogle, selv en hærdet københavnsk taxi-chauffør ikke ville køre med, men man finder sgu ikke sødere mennesker at være til koncert med. Rock’n’roll og vi ses til næste år, folkens…