I kisten ligger 6-årige Jacob, klædt i Batman kostume. Som en rigtig superhelt. Men også superhelte kan dø.

Jacob Hall blev skudt og dræbt i et skoleskyderi 28. september i byen Townville i South Carolina. Gerningsmanden var en 14-årig dreng, der skød efter børnene på legepladsen.

Den 6-årige dreng elskede alt ved superhelte. Hver nat når han skulle sove, fortalte han sine forældre, at mens byen sov, drog han ud som superhelt for at passe på byen. Det fortalte præsten i kirken, da familie og venner 5. oktober tog en sidste afsked med Jacob.

Familien havde opfordret alle gæster til begravelsen til at komme som superhelte. Og størstedelen af de 1.500 fremmødte var derfor klædt ud som Jacobs yndlingsfigurer. Det skriver CBS News.

Jacobs egen mor var klædt ud som Robin, Batmans tro væbner, mens Jacobs lærere kom i blå kapper og Ninja Turtles-masker. Batman-entusiasten John Buckland kom helt fra West Virginia i sin Batmobil, da han var blevet så rørt af Jacobs tragiske skæbne.

»Han ønskede altid at være en superhelt. Vi vil ære og hylde Jacob på en måde, som han ville have elsket,« fortalte Jacobs tante Rebecca Hunnicutt til lokalavisen Independent Mail.

»Jeg ville ikke have jakkesæt og slips (til begravelse, red.),« fortalte Jacobs mor Renae Hall til WHNS-TV.

»Der er mange børn, og jeg vil ikke have, at det skal være skræmmende for dem.«

14-årige Jesse Osborne er sigtet for at have dræbt Jacob Hall. Han er også sigtet for at have dræbt sin egen far hjemme, før han drog til skolen, hvor han begyndte at skyde efter børnene i skolegården.

Her skød han Jacob, en af hans klassekammerater og en lærer, før politiet pågreb ham. Den anden elev og læreren slap uden alvorlige skader.

Kuglen ramte 6-årige Jacob i en pulsåre i låret, og tre dage efter skyderiet måtte lægerne indse, at hans liv ikke stod til at redde.

»Han elskede alt, som havde med godhed at gøre. Han elskede alt, hvor han kunne hjælpe andre. Derfor sagde jeg altid, at Jacob ville gøre en forskel, og han vil stadig gøre en forskel, sagde Jacobs mor,« Renate Hall til WYFF4.