52 FN-soldater taget til fange
En af Sudans oprørsbevægelser tilbageholder lige nu 52 soldater fra en fredsbevarende FN-styrke.
En af Sudans oprørsbevægelser tilbageholder lige nu 52 soldater fra en fredsbevarende FN-styrke.
De 52 soldater, der er taget til fange, tilhører fredsstyrken UNAMID, som er udsendt af FN og Den Afrikanske Union i fællesskab.
- Vi tilbageholder UNAMID-soldaterne, fordi de trængte ind på vores område uden tilladelse, og fordi de var ledsaget af tre sudanere, vi mistænker for at arbejde for efterretningstjenesten, siger en talsmand fra oprørsbevægelsen Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen, JEM, til Reuters.
Han oplyser, at hovedparten af de tilbageholdte soldater stammer fra Senegal, mens resten kommer fra Yemen og Ghana.
Gennem de seneste 10 års borgerkrig i Sudan har UNAMID-fredsstyrken gentagne gange været fanget i krydsild mellem regeringstropper og oprørsstyrker. Men den aktuelle tilfangetagen af 52 soldater vil blive set som et stort tilbageskridt for missionen, skriver Reuters.
JEM mistænker UNAMID-fredsstyrken for at spionere på oprørsbevægelsens territorium.
- Hvis det er sandt, at UNAMID arbejder med Sudans efterretningstjeneste, så vil vi bede FN om at fyre lederen af UNAMID, siger talsmanden.
Oprørsbevægelsen har til formål at vælte den sudanesiske præsident, Omar Hassan al-Bashir, som Den Internationale Straffedomstol har tiltalt for folkedrab og andre forbrydelser mod sin befolkning.
UNAMID vil ikke kommentere tilbageholdelsen af soldaterne, men en talsmand oplyser, at man arbejder på at løse situationen.