»Jeg vil gerne til Island«, siger den unge gut i sædet på bag mig.
»Hvad kommer man til Island efter?« spørger hans sidemand.
»For naturen«, svarer den første.

Vi er netop lettet fra Keflavik Lufthavn i Island, på vej fra New York videre hjem til Danmark. De to stirrer, ligesom undertegnede, ud af flyvinduet, på lavamarkerne, vulkanerne, og havet, der slår ind mod den sydlige kyst af øen heroppe i det nordlige Atlanterhav.

Og naturen er – omend man også kan pege på hovedstaden Reykjaviks hippe natteliv og mange gourmetrestauranter – Islands største trækplaster. Det er den, der hvert år får over en halv million mennesker fra hele verden til at rejse til Island. 
For nogle er store naturoplevelser blot at være under den åbne islandske himmel. For andre må der gerne være fart og fysiske udfordringer involveret. Sidstnævnte er ligesom flere andre steder på kloden blevet voldsomt populært i Island, hvorfor firmaer, der arrangerer ture målrettet adrenalinjunkies i alle afarter, er rigt repræsenteret på øen.
Rejseliv har kastet sig ud i en håndfuld ekstreme islandske eventyr.

Næste side: Grottevandring & Superjeeps

 

1. ATV

Vi har kun kørt ganske kort tid, da den – forholdene taget i betragtning – jævne sti bliver til et mudderhul.
Foran mig kører guiden, jeg ser hans venstre baghjul plaske ned i hullet og hans passager på bagsædet vælte rundt som en marionetdukke, da køretøjet pludselig hælder 45 grader. Så fræser de fremad, så brune stænk af mudder står bagud i en sky. Jeg sætter efter og plopper ned i samme hul. Maskinen hakker lidt i protest, og jeg trykker gassen i bund, motoren reagerer med en hidsig brølen og jeg flyver op af hullet, så jeg må presse lårene godt sammen om sædet for at blive hængende.
Vi kører ATV. ATV står for All Terrain Vehicle, og er et ualmindeligt praktisk køretøj i et land, hvor antallet af asfalterede veje er få. Samtidig er ATV, denne firhjulede udgave af en motorcykel, et sjovt køretøj, i hvert fald hvis man godt kan lide at vride et gashåndtag (selv om man i virkeligheden trykker på en knap) og bevæge sig gennem et landskab, man ellers kun ville kunne komme til på gåben.



Vi kører i omkring en time, først dybt koncentreret om underlaget; at styre mellem og udenom klippeblokke, at bremse og gasse op på de rigtige tidspunkter. Så afslappet og ligefrem med overskud til at se på bjergene og de øde sletter her på Hellisheidi plateauet i det sydlige Island.

Farten er omkring 20 kilometer i timen, på de flade stykker op til 30, ikke voldsomt, disse Yamaha 700 CC kan sagtens klare mere, men det er helt fint i dette terræn. Hvad der til gengæld er knapt så fint, er en værken i den tommeltot, der styrer gassen, den er ikke vant til den bevægelse.
Det ved guiden godt, han signalerer pause.
Vi bruger den til at vrikke blodet tilbage i tomlen og snakker om, hvor uventet det er, at dét skal være det dårlige, der er at sige om at køre ATV. Ondt i tommeltotten.


2. Isklatring 

»Spark fødderne og hug økserne ind i isen.«
Guiden er tålmodig, imponerende tålmodig, for han har sagt det samme fire gange. Ikke at det lader til at have nogen effekt, den spinkle japanske pige, der hænger på isvæggen nogle meter over guiden, spræller og hviner, tilsyneladende uanfægtet af hans ord.

Hun isklatrer. Eller det er meningen. Men hun kan ikke få hverken økser eller fødder med klatrejern banket ind i isen, så hun rutsjer konstant ned ad isvæggen indtil hun bremses af et sikkerhedsreb.
»Jeg har heller ikke prøvet det før,« betror en amerikaner mig, mens vi står nedenfor væggen og betragter skuet.
Det har få i gruppen, men det er heller ikke et must – eneste krav til denne oplevelse med isklatring på en af Islands gletsjere, Sölheima gletsjeren i det sydlige Island, er, at man har lyst til at bevæge sig 15 meter op ad en næsten lodret væg af is.
Det har jeg, så da japaneren opgiver, melder jeg mig som næste bjergged.

Bevæbnet med en teori om, at det ikke er nok bare at tjatte klatrejernene ind i væggen, men at man må sparke alt, hvad man kan. Det samme gør jeg med økserne, svinger armene bagover, en af gangen, så jeg ikke får overbalance, og smadrer økserne for fuld kraft ind i den solide isvæg.

Det virker, skridt for skridt kommer jeg op ad væggen. Stopper undervejs, det er hårdt for kontorarme at svinge økser, og kigger ned på guiden, thumbs up, det går strygende.

Jeg bliver overmodig og sætter farten op –  med det resultat, at den ene økse ikke får ordentlig fat og jeg glider. Men bliver grebet af sikkerhedsrebet, inden jeg når at fatte, at jeg er på vej ud i et styrt.
Vel oppe ser jeg ned på gruppen, deres hjelme får dem til at ligne en samling æg på ben. Så rappeller jeg ned, det er noget lettere for de normalt inaktive muskler end turen op. Men ligeså sjovt.


3. Gletsjervandring

Næsten 10 procent af Island er dækket af gletsjere. Store hvide områder – den største er større end Sjælland – hvor intet kan leve, hvor der bare er is i evig bevægelse.

Nogle af dem ligger ovenpå vulkaner, andre  på bjerge, og andre igen er med tiden blevet til gletsjertunger – den yderste del af en gletsjer, der som en tunge strækker sig strækker sig væk fra »hovedgletsjeren«.
En sådan er Sölheima gletsjeren. Den er en udløber af den langt større Mýrdals gletsjer, men er i sig selv omkring otte kilometer lang og godt en kilometer bred. Det er en af de mest tilgængelige gletsjere i Island, hvis man vil op og vandre på en sådan – og det er der mange, der gerne vil. Også selv om det ikke er ufarligt. Sölheima gletsjeren bevæger sig meget, cirka 100 meter om året, og det betyder, at der hele tiden danner sig sprækker i den op til 600 meter tykke is, som man absolut ikke ønsker sig at falde i.

Guiderne sørger for, at det ikke sker. Alle mand og kvinder i gruppen udstyres udover steigeisen, en form for pigsko, så man kan stå fast på isen, med en isøkse. Den skal bruges til at støde ned i isen og mærke, om man er på sikker grund eller om sneen dækker over en forræderisk skjult spalte.
Det bliver nu ikke nødvendigt, for guiden leder vejen og så er det blot som lemminger at følge sporet.

Sölheima gletsjeren er ikke bare en gigantisk isterning. Den er, fordi den ligger så tæt på den famøse vulkan Eyjafjalla, der som bekendt gik i udbrud i 2010, dækket med forskellige nuancer af sort aske. Noget af det er halvt vasket væk af smeltet is, der er frosset til igen, og ligner nu nærmest kunstværker i en obskur blanding af sort og sølv. Samtidig har gletsjeren masser af kanter og huller, hvor der er dannet små og større frosne søer.
Det er smukt på sin egen rå facon, og da det begynder at sne let, føles det som at gå på en frossen planet, langt væk fra al civilisation.

Næste side: Grottevandring & Superjeeps