Mere end 86 timers filmsekvenser og 2.300 billeder med mindreårige, der bliver misbrugt seksuelt. Det fandt Københavns Vestegns Politi hos en 49-årig mand fra Høje-Taastrup.

I Glostrup Ret blev manden onsdag dømt skyldig i alle de tre forhold, han var tiltalt for. Det resulterede i fem måneders ubetinget fængsel.

- Politi og anklagemyndighed ser med stor alvor på besiddelse og distribution af børneporno og har lagt mange kræfter i sagen, siger anklager Tina Christensen.

Den 49-årige mand nægtede sig skyldig, men domsmandsretten lagde vægt på grovheden og omfanget af filmsekvenserne og billederne. Den dømte ankede dommen på stedet og kræver frifindelse.

Sagen er en udløber af en større international aktion mod børneporno ”Operation Perserteppich & Collection” i juni 2009. Manden blev anmeldt i november 2010 og sigtet i juli 2011. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.