48 personer kom til skade på tågede motorveje
En lang række færdselsuheld på Østjyske og Sønderjyske Motorvej kostede flere en tur på skadestuen.
En lang række færdselsuheld på Østjyske og Sønderjyske Motorvej kostede flere en tur på skadestuen.
Omkring 86 biler var torsdag involveret i flere uheld på Østjyske og Sønderjyske Motorvej på grund af tæt tåge omkring Horsens og Kolding og manglende afstand mellem bilerne.
Ifølge Sydøstjyllands Politi kom 48 personer til skade, men ingen alvorligt.
Det første færdselsuheld indtraf klokken 11.15 nord for afkørsel Horsens Vest i nordgående spor og involverede 29 biler. Ingen personer kom til skade, og det var der heller ikke nogen, der gjorde, da to biler få minutter senere kørte sammen mellem rasteplads Fuglsang og Skanderborg Vest i sydgående spor.
Værre gik det omkring Taulov, hvor der mellem klokken 11.30 og 13.00 var cirka 25 biler impliceret i syv forskellige færdselsuheld. 18 mennesker kom til skade, og uheldene lukkede motorvejen i både nordgående og sydgående spor fra Kolding Syd til Vejle Syd i flere timer.
Det sidste trafikuheld indtraf klokken 13.55 omkring Hedensted i nordgående retning, hvor 30 biler var impliceret. Ifølge Sydøstjyllands Politi kom 30 personer til skade, mens motorvejen blev lukket for al trafik. Klokken 16 var der ved at være åbent for langsom kørsel i én vognbane omkring DTC Hedensted.
Vagtchef Lars Grønlund fra Sydøstjyllands Politi fortalte torsdag eftermiddag, at folk ikke tog hensyn til den tætte tåge.
»Sigtbarheden er markant nedsat, men bilisterne kører alligevel alt for stærkt og alt for tæt på hinanden,« sagde han.
Torsdag ved 17-tiden var der fortsat meget tåget på motorvejene, så politiet opfordrer bilister til at tænde for tågelyset, holde lav hastighed og god afstand til de forankørende.