4700 evakueret fra ferieøer
Brande efter en tør vinter er årsagen til, at tusindvis af indbyggere har måttet forlade Kanarieøerne.
Brande efter en tør vinter er årsagen til, at tusindvis af indbyggere har måttet forlade Kanarieøerne.
SPANIEN: På bare to dage har de spanske myndigheder været nødt til at evakuere 4.700 folk fra de spanske ferieøer Tenerife og La Gomera, fordi voldsomme skovbrande hærger store områder af de to kanarieøer. Det skriver Al Jazeera.
Ifølge lokale myndigheder er brandene brudt ud som følge af den tørreste vinter i syv årtier i Spanien, og brandmænd kæmper lige nu mod høje temperaturer, lav luftfugtighed og vind, hvilket besværliggør slukningsarbejdet på øerne ud for Marokko i det nordlige Afrika.
På La Gomera har det været den mest ødelæggende brand i mange år. Omkring 3.000 hektarer land, heraf dele af naturreservatet Garajonay, som er på UNESCOS verdensarvliste.
Fra 13 landsbyer på den vestlige og sydvestlige del af øen er 2.500 mennesker evakueret, mens 2.200 indbyggere på Tenerife er blevet beordret til at forlade deres hjem.
- Ilden brænder stadig tre steder. Der er ingen positive ændringer i øjeblikket, lyder det fra en talsperson fra alarmberedskabet.
Også på det spanske fastland hærger brandene. I to landsbyer i provinsen Ourense i Galicien blev indbyggerne evakueret fredag på grund af flammer, som har ædt 800 hektarer jord.
Spanien har været særdeles hårdt ramt af skovbrande i år. Mellem 1. januar og 29. juli blev 130.830 hektarer af den spanske vegetation ødelagt, viser tal fra landsbrugsministeriet.