Han er bare 44 år og milliardær. Endda en rigtig farverig en af slagsen.
Mandag trådte Oleg Tinkov direkte ind i danskernes bevidsthed, efter det blev offentliggjort, at den russiske bank, Tinkoff Bank, han ejer, fremover skal pryde brystet på Bjarne Riis’ cykelhold. Side om side med kollegaerne fra danske Saxo Bank. Den velhavende russer er noget af en levemand. Modsat mange andre nyrige russere, med masser af millioner på bankbogen, så har han ikke det store imod pressen.
- Han er ikke kedelig. Han kan lide at leve livet, som en kilde siger til BT.
Egentlig er det ikke så mærkeligt, at det er cykelsporten, den excentriske milliardær vælger at kaste sine penge efter. Ikke alene har han tidligere haft sit eget pro-tour hold. Som ung var han selv en ivrig konkurrencerytter. Fire par cowboybukser
Han er født som søn af en fattig minearbejder i Novosibirsk - midt mellem Kazakh-stan og Mongoliet. Egentlig lå det i kortene, at han skulle følge i faderens fodspor ned i mineskakten. Men under et cykelløb i Usbekistan i slutningen af 80’erne, faldt Tinkov over det, der skulle vise sig at blive starten på en karriere som forretningsmand. Cowboybukser! Det var på et tidspunkt, hvor alt der lugtede af Vesten, var noget der var stor efterspørgsel på i Rusland. Tinkov bruge alle sine penge på fire par bukser, tog dem med til St. Petersborg, og solgte dem for fire gange så meget, som han have givet for dem.
Rigtig timing
Hvad han ikke vidste på det tidspunkt var, at det også var starten på en imponerende karriere som succesfuld købmand. Tinkov havde fået smag for at lave forretninger.
Derfra tager det fart. Han starter med at importerer tv’er og computere fra Vesten, som han sælger videre. Og tonerpatroner! Sælger gamle biler videre. Han åbner en butik, der sælger elektronik - importeret direkte fra Asien. En butik, der snart vokser sig til en kæde. Han bygger pladebutikker op. Starter lydstudie. Han kaster sig faktisk også over fødevareindustrien. Ikke på engang. Tværtimod. En ting ad gangen. Men hele tiden formår han at sælge sine projekter med fantastiske fortjenester som følge.
Rig på øl
Rigtig godt går det imidlertid først, da det lykkes ham at bygge et bryggeri op. Igen gentager historien sig. Han når ikke at eje det i særligt lang tid, inden han sælger det videre. Salgspris 1,5 milliarder kroner.
- Han er en del af de nyrige russiske dollar-millionærer, der har skabt deres formuer i kaoset efter Sovjetunionens sammenbrud.
Men hvor mange andre har tjent mange penge på lyssky manøvrer, virker det som om, at Tinkov har samlet sin formue på en ganske hæderlig måde. Ved at at bygge og videresælge virksomheder, som en af de kilder, der har lært Tinkov at kende, efter hans interesse for det danske cykelhold, siger.
I dag anslås det til, at han er god for ikke mindre end 3,5 milliard kroner.
- Hans helt store styrke er ikke alene, at han er dygtig til at bygge nye virksomheder op. Det er i virkeligheden, at han er utrolig god til at sælge dem, på det helt rigtige tidspunkt. Tag for eksempel pladebutikkerne. De havde ikke været meget værd i dag, siger en af de kilder BT har talt med.
Privat er Oleg Tinkov gift og far til tre. Børnene var med, da han i mandags var i København.