Illuminada Bovbjerg kom til Danmark i 2001, da hun havde mødt en dansk mand. Parret blev gift og har sammen fået to børn. Hun havde et barn fra et tidligere ægteskab, som hendes danske mand senere adopterede. Parret er nu skilt, og børnene bor ved den dømtes eksmand.

Kvinden ejede et rejseselskab, Denphil Travel and Tours, hvor hun solgte pakkerejser til filippinere, som gerne ville til Europa. Pakkerne indeholdt visum og billetter og i nogle tilfælde også ophold, mobiltelefoner og lommepenge. Det betalte kunderne op til 600.000 filippinske pesos for, hvilket svarer til cirka 70.000 danske kroner afhængigt af dagskursen.

Retten har vurderet, at kvinden tjente millioner på sit rejsebureau.

De visaer, som kvinden solgte som en del af pakken, var såkaldte besøgsvisaer. Dem skaffede hun ved at få bekendte til at garantere over for Udlændingestyrelsen, at de var i familie med visumansøgerne, som så kunne få lov til at rejse ind i Danmark.

Sandheden er dog, at garanterne ikke var i familie med de mennesker, de inviterede, og derfor er Illuminda Bovbjergs metode ulovlig og betragtes som menneskesmugling. Ofte mødte garanterne aldrig de inviterede filippinere, selvom garanterne i invitationen havde skrevet under på, at filippinerne skulle bo hos dem. En del af de indrejste filippinere tog nemlig hurtigt videre ud i Europa.

Under nævningesagen i retten i Holstebro kom det frem, at kvinden havde betalt taxachauffører for at køre filippinerne fra Danmark til Paris. Kvinden fortalte, at cirka 100 filippinere var sendt til Paris med taxa. Hun betalte 15-17.000 kroner per tur.