41 personer har søgt om at blive ny operachef i Det Kongelige Teater. Onsdag udløb ansøgningsfristen, og der bliver hård kamp om posten, lyder det fra Det Kongelige Teater.
- Det er et spændende og ambitiøst felt af både danske og internationale ansøgere. Flere af ansøgerne kommer fra store operahuse i Europa, fortæller PR-ansvarlig hos Det Kongelige Teater Louise Pedersen.
En af de oplagte kandidater er chefen for Den Jyske Opera, dansk-italieneren Giordano Bellincampi, som fratræder sin stilling i 2013 efter otte succesfulde år.
- Han er den kandidat, man først kommer til at tænke på, fordi han - trods sit navn - er dansk, og han har allerede en masse erfaring fra en lidt mindre operascene. Han har ledelsesmæssig og kunstnersisk erfaring, og så har han et pænt navn også i udlandet som dirigent i flere vellykkede sammenhænge, siger Berlingskes klassiske musikanmelder, Søren Schauser.
Ifølge Søren Schauser er der to krav til den kommende operachef. Han skal have en menneskelig, kommunikativ side og en kunstnerisk profil udad til.
- Der er ingen andre danskere, der er oplagte. Der er mange, der har dele af de kvalifikationer, men der er ikke andre, der har den dobbelt-kvalificerethed af det menneskelige og det kunstneriske som Giordano Bellincampi, siger Søren Schauser.
Giordano Bellincampi vil ikke selv kommentere, hvorvidt han ligger i bunken af ansøgere.
- Det har jeg ikke nogen kommentar til. Men Den Kongelige Opera er jo et sted, jeg har været meget tæt knyttet til. Jeg har dirigeret rigtig mange produktioner på operaen og kender huset indgående. Vi må se, hvad der sker, siger Giordano Bellincampi til Berlingske Nyhedsbureau.
Spørgsmål: Har du søgt stillingen som operachef?
- Det kan jeg simpelthen ikke sige noget om. Men jeg håber virkelig for operaen, at man kommer ovenpå efter det seneste halve års omtumlede medietilværelse. Heldigvis har der været rigtig mange gode forstillinger på operaen, og det er jo trods alt det vigtigste, siger han.
Spørgsmål: Er du interesseret i jobbet?
- Det kan jeg ikke sige noget om. Jeg starter som chefdirigent for to internationale orkestre her fra 1. september, så jeg har rigeligt at se til, siger Giordano Bellincampi. Den nye operachef skal helst være fundet inden sommeferien, oplyser teatret.