Derfor vil miljøminister Kirsten Brosbøl (S) nu have undersøgt 40 kemikalier, for at finde ud af, om de mange stoffer i kombination er farlige.

»Vi skal have en hverdag fri for skadelig kemi, og særligt vores børn, skal ikke udsættes for det. Derfor er det vigtigt at få kortlagt de skadelige effekter af de 40 stoffer,« siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Læs også hvordan I undgår de hormonforstyrrende stoffer i hverdagen

De 40 stoffer, som nu skal under luppen, er særligt udvalgt, fordi de er mistænkt for at have skadelige effekter. Især børn er mere modtagelige over for kemikaliers skadelige virkninger.

Selv om kemikalierne ikke optræder i store mængder i f.eks. legetøj og elektronik, så kan to stoffer i kombination godt være farligere, end de er hver for sig. Det kalder eksperterne for ’cocktail-effekten’. Men der mangler viden om, hvordan cocktail-effekterne virker, og hvor skadelige de er.

Ender undersøgelserne med, at der bliver påvist skadelige effekter, så vil miljøministeren se på et eventuelt forbud.

»Vi vil selvfølgelig undersøge muligheden for at forbyde den brug af stofferne, som giver anledning til skadelige effekter. Det er klart min holdning,« siger miljøministeren.

Lang vej igen
Der findes op mod 100.000 forskellige kemikalier, som EU har godkendt til brug i vores hverdag, så selv om det er en god start, så er der lang vej igen. Sådan lyder det fra miljøorganisationen Det Økologiske Råd.

»Der er helt sikkert mere end 40 kemikalier, der udviser cocktaileffekter, men man kan ikke i første skridt få alle kemikalier med. Så der er meget lang vej igen, men det er bestemt en god start,« siger Lone Mikkelsen, der er kemikaliefaglig medarbejder i Det Økologiske Råd.

Med 100.000 forskellige kemikalier er der nemlig et uoverskueligt antal kombinationer, der kan være farlige. Men nu starter regeringen, SF og Enhedslisten med at bruge 12 mio.kr. om året i fire år på at undersøge 40 forskellige stoffer.

Sådan undgår du farlige kemikalier i børneværelset

  • Undgå gammelt blødt legetøj, der kan indeholde skadelige såkaldte phthalater, der nu er forbudt

  • Køb kun CE-mærket legetøj, hvor opdaterede krav til kemi er overholdt

  • De fleste parfumestoffer er allergifremkaldende, så undgå parfumeret legetøj

  • Hold ekstra øje, når du bruger hobbyprodukter. Børn bliver nemlig nemmere udsat for kemiske stoffer, når de leger med hobbyprodukter i f.eks. flydende form

  • Naturmaterialer kan indeholde problematiske stoffer, som findes naturligt i materialet. Så de er ikke altid sundere end plastlegetøj

Kilde: Miljøministeriet