Mindst tre personer har mistet livet som følge af ulykken, og 70 er kommet til skade.

Kaptajnen for luksuslineren er tilbageholdt af politiet, sigtet for utilsigtet manddrab og for at forlade den synkende skude, før alle passagerer var i sikkerhed.

Passagerer har beskrevet ulykken som 'et nyt Titanic' og har fortalt, hvordan der opstod panik og kamp om redningsvestene, da båden ramte en klippe ud for øen Giglio sent fredag.

- Jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Vi sad i redningsbådene i to timer, vi græd og holdt om hinanden. Folk forsøgte at stjæle redningsveste fra hinanden. Vi kunne kun få børnestørrelser, fortæller den 65-årige Antonietta Sintolli.

Tidligt søndag lykkedes det redningsmandskabet at finde et sydkoreansk par, der havde overlevet ulykken, og som var fanget i deres kahyt. Brandmændene kunne høre ægteparrets råb om hjælp komme fra et af de lavere liggende dæk.

BNB