Den 37-årige fik revet to fingre af sin venstre hånd og fik sprængt et hul i maven. De to børn, en dreng og en pige, fik snitsår i ansigterne og svedet håret, da manden kastede kanonslaget imod dem.

Ifølge den 37-årige kastede voldsmanden bevidst det store kanonslag imod dem. Det landede på maven af den 37-årige, der som en refleks tog fat i det for at få det væk. Men i det samme eksploderede kanonslaget og flåede hans dynejakke op. Kanonslaget rev lillefingeren og ringfingeren samt et stykke af hans venstre hånd af og sprængte et hul i maven på én gange halvanden centimeter.

"Vi er i gang med afhøringer i kvarteret for at finde vidner, der kan identificere manden. Vi fik først anmeldelsen om sagen onsdag eftermiddag - men der er sket alvorlige skader, så hvis det er en bevidst handling, er der tale om en grov sag," siger kriminalinspektør Lars Nicolai Jensen, Station 2 i København.

Manden og børnene var kort efter midnat gået ud på Rymarksvej for at se på fyrværkeriet, da ulykken skete omkring kl. 00.25. Den 37-årige bor i NV-kvarteret, men var til fest på Rymarksvej.

Under operationen af manden fandt lægerne i et brunt stykke papir fra kanonslaget i såret.

Børnene fik ligesom den 37-årige nedsat hørelse efter braget. Pigen havde beskyttelsesbriller på, og de reddede hende fra yderligere kvæstelser, da det viste sig, at brillerne blev trykket ind. Drengen pådrog sig rifter på kinden.

Den 37-årige blev i privatbil kørt på hospitalet, fordi det var umuligt at få fat i en ambulance.

Manden, der kastede kanonslaget, beskrives som cirka 40 år, 180-190 cm høj, dansker. Kraftig til muskuløs af bygning, en "bodybuilder-type", med mørkebrunt eller sort krøllet, ørelangt hår, velplejet tæt-trimmet overskæg og hageskæg. Han var iført sort eller mørkebrun trekvartlang skindjakke med lynlås og mørke bukser.

Oplysninger til politiet på tlf. 33931448.