Regering har tidligere vurderet, at mellem 27.000 og 32.000 dagpengemodtagere i 2013 ville miste dagpengeretten som konsekvens af dagpengereformen. Men en ny opgørelse fra brancheorganisationen for arbejdsløshedskasser AK-Samvirke viser ifølge TV 2 News nu, at flere end 33.900 mistede dagpengeretten sidste år.

Professor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet Flemming Larsen finder udfaldet meget problematisk. Han peger på, at nogle af de ledige, der har mistet dagpengeretten, heller ikke kan få kontanthjælp, da de har aktiver i form af et hus eller er omfattet af den gensidige forsørgerpligt.

»Det kan få voldsomme sociale konsekvenser, hvis man mister alle muligheder for at forsørge sig selv,« siger han til TV 2 News.

Opgørelsen fra AK-Samvirke viser, at det særligt er ledige, der er fyldt 50 år, der mister dagpengeretten. Ifølge brancheorganisationen udgør de 50 til 59-årige 23 procent af alle fuldstidsledige. I denne gruppe mistede omkring hver tredje dagpengene i 2013, mens det samme gjaldt for omkring hver fjerde af de fuldtidsledige i alderen 30 til 49 år.

Kun otte procent af de danskere, der mistede dagpengeretten sidste år, er ifølge AK-Samvirke kommet i arbejde igen. Størstedelen er kommet på den såkaldte uddannelsesydelse, som er en midlertidig ydelse på kontanthjælpsniveau.

Ifølge TV 2 News er også antallet af kontanthjælpsmodtagere og antallet af kontanthjælpsmodtagere, der vurderes ikke at være parate til arbejdsmarkedet, steget.

Socialordfører for Enhedslisten Finn Sørensen (Ø) opfordrer på det kraftigste regeringen til at finde en »ordentlig og varig løsning« i samarbejde med det parlamentariske grundlag. Han påpeger, at den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, der blev indført per 1. januar i år efter aftale mellem regeringen og Enhedslisten, er en »lappeløsning«, der bortfalder i 2016.

»Hvis ikke den her regering tager sig alvorligt sammen, så er vi på vej ind i en social katastrofe,« siger han til TV 2 News.

Finn Sørensen kritiserer også reglerne om gensidig forsørgerpligt, der ifølge ham er »forældede« og bør afskaffes.

Hos AK-Samvirke vurderer man, at yderligere 14.000 danskere vil miste dagpengene i 2014.