Det er naturligvis en velovervejet beslutning, når Aldi i dag har meldt ud, at discountkæden lukker 32 butikker i Danmark.
Sådan lyder vurderingen fra detailhandelsekspert Bruno Christensen.
Selvom discountkæden Kiwi i april kastede håndklædet i ringen og dermed meldte sig ud af discountkrigen, så betyder det ikke, at Aldi og de øvrige kæder som eksempelvis Netto og Fakta med ét er kommet ud som sejrsherrer i den verserende konkurrence mellem dagligvarekæderne.
»Det, Aldi her foretager sig, sker uafhængigt af hvad, Dagrofa har gjort med Kiwi. Det er en beslutning, der er taget efter, at der har været flere års utilfredsstillende drift i Danmark. Og det fører nu til, at Aldi gennemfører omstruktureringer, som de har gjort andre steder i Europa«, siger detailhandelsekspert Bruno Christensen med henvisning til, at Aldi har tabt knap en kvart milliard kroner i 2016.
Før lukningerne har Aldi 220 butikker i Danmark, men det er ikke alle, der appellerer lige stærkt til kunderne, lyder det fra Bruno Christensen, der kalder det øgede fokus på de øvrige butikker en god ide.
»Mange af Aldis butikker har dårlig beliggenhed, og det er dem, man nu lukker for at styrke de resterende. Aldi bygger lige nu store og flotte butikker, så det er ikke et farvel eller en nedlukning af Aldi i Danmark, der er tale om,« siger han og fortsætter:
»At Aldi nu lukker 32 butikker kort efter, at vi har set 30 Kiwi-butikker blive lukket ned og de resterende skifte navn, er et udtryk for, at konkurrencen på discount dagligvarer er benhård. Man lukker alt det ned, der ikke fungerer optimalt for at koncentrere hver eneste krone de steder, hvor det bedst betaler sig. Det er både en god ide og en helt nødvendig foranstaltning, hvis man skal tiltrække kunderne.«
