31-årige Maïlys Dereymaeker - en mor til at barn på blot halvandet år - var det første offer for fredagens terrorangreb i den svenske hovedstad, Stockholm. Hun var tidligt på den for at mødes med nogle venner. Det blev hendes død.
Det skriver flere belgiske medier, herunder Het Nieuwsblad.
Maïlys Dereymaeker kommer fra den belgiske by Halle, hvor hun arbejdede som psykolog - blandt andet for asylansøgere - og var i Stockholm for at møde nogle venner. Dem skulle hun mødes med ved krydset mellem Drottninggatan og Olof Palmes gata.
Hun ankom før vennerne. Og det endte med at koste hende livet.
I første omgang forlyder det, at man ikke kunne identificere Maïlys Dereymaeker, da hun blev fundet omkommet, efter den mistænkte attentatmand 39-årige Rakhmat Akilov i høj fart havde kørt en lastbil ned gennem den travle shoppinggade.
Angrebet endte med at koste fire personer livet - herunder Maïlys Dereymaeker, som blev identificeret, efter svensk politi fandt hendes ID på pladsen efterfølgende.
Ikke længe efter angrebet gik den belgiske udenrigsminister, Didier Reynders, ud på det sociale medie Twitter og bekræftede, at en belgisk statsborger var blandt ofrene i angrebet.
Borgmesteren i Halle, hvor Maïlys Dereymaeker kommer fra, gik søndag ud og bekræftede, at han kendte den afdøde kvinde, da han er gode venner med den 31-årige kvindes forældre.
»Jeg kendte hendes forældre meget godt. Maïlys har jeg mødt flere gange. De er alle meget flinke mennesker. Det giver sig selv, at de er fuldstændig knust. Det, der er sket, er forfærdeligt,« siger borgmesteren Dirk Pieters og uddyber:
»Jeg er chokeret, hver gang der sker et angreb, men når du får sat ansigt på et offer og kender hendes forældre personligt, så er det endnu værre.«
