Den kontroversielle idrætsmediciner Michele Ferrari drog sine første erfaringer som mand for at præstationsoptimere Francesco Mosers rekordforsøg i 1984 og huserer stadig i cykelsporten.

Han deler efternavn med en af de mest eftertragtede supersportsvogne. Og allerede i slutningen af 1980erne begyndte Michele Ferraris navn at dukke i og omkring cykelsportens stjernenavne.

Var han træner, læge eller troldmand?

Muligvis lidt af hvert - for selv om Michele Ferrari utvivlsomt ved en del om videnskabelige træningsmetoder, har han brugt sin lægegerning til også at få topatleter til at køre stærkt. Faktisk har Ferrari huseret i cykelsporten over en periode på 30 år. Lige siden han var med i inderkredsen, da Francesco Moser i 1984 satte nye standarder for, hvor hurtigt et menneske kunne køre på en time.

Lance Armstrong er til dato det største navn i Michele Ferraris kundekreds. Den syvdobbelte Tour-vinder betalte den sky og mytologiserede italiener et millionbeløb årligt for at bistå med formoptimering, taktiske kalkuler og ikke mindst en minutiøs overvågning af blodværdier, og hvad der kunne gøres ved dem, når der skulle køres stærkt.

For nylig offentliggjorde CONI i Italien en 550 sider stor rapport om Padova-sagen. Det er fortællingen om, hvordan dopingen florerer både i og udenfor de store cykelholds synsfelt. Det er også et vidnesbyrd om, hvordan pengene vandrer over landegrænser og udenom skattemyndighedernes radar, når der skal afregnes for de lyssky tjenester. Og det er ikke mindst historien om, hvordan nogle af de ledende skikkelse på de mest magtfulde cykelhold har forsøgt at holde kontakten til Doktor Doping til trods for, at Michele Ferrari er idømt livstidskarantæne.

De gode nyheder er, at den såkaldte Padova-rapport ikke byder ind med danske vinkler. Det tætteste, murstensafhandlingen fra Italien kommer dansk cykelsport, er at anskueliggøre de nære bånd mellem Michele Ferrari og Alexandre Vinokourov - den ledende skikkelse på kontroversielle Astana, hvor Jakob Fuglsang er på kontrakt.

Sportsavisen Gazetta dello Sports påstand om, at Ferrari i november 2013 lagde vejen forbi Astanas træningslejr er ikke blevet dokumenteret.

Jakob Fuglsang nægter at have set den nu 61-årige læge. Og i den uge der er gået, siden Padova-rapporten dukkede op til medieoverfladen i en lidt mere detaljeret version end i 2012, har påstanden om Astanas forbindelse til Doktor Doping ikke fået yderligere næring.

Omvendt tegner rapporten et temmelig klart billede af, at det især er ryttere med en relation til enten Astana eller russiskbaserede Katusha, som dukker op i kundekredsen via telefonaflytninger eller pengetransaktioner.

Den russiske forbindelse, Bjarne Riis knyttede an til, da han solgte sit cykelhold til excentrikeren og finansmanden Oleg Tinkov for næsten præcis et år siden, strejfer også rapporten.

Roman Kreuziger, der allerede for et år siden blev outet som tidligere kunde hos Ferrari i forbindelse med afsløringen af Lance Armstrongs dopingregime, optræder logisk nok også i papirerne fra de italienske myndigheder. Det samme gør russiske Ivan Rovny og Evgeni Petrov - ligesom den tidligere Armstrong-løjtnant Yaroslav Popovych øjensynligt har været stamkunde.