298 passagerer forsinket i 29 timer
298 passagerer 138 fra Spies og Tjæreborg fra Danmark og 160 passagerer fra Sverige blev 29 timer forsinket, da de med Premiair skulle hjem fra Mexico til Danmark og Sverige.
298 passagerer 138 fra Spies og Tjæreborg fra Danmark og 160 passagerer fra Sverige blev 29 timer forsinket, da de med Premiair skulle hjem fra Mexico til Danmark og Sverige.
"Der var lynchstemning. Folk var trætte og rasende. Det var under al kritik. Selv om der var en lang, lang forsinkelse kunne vi ikke få en ordentlig information om hvornår vi skulle flyve tilbage til Danmark. Endnu en flyforsinkelse med Premiair. Det var næsten ikke til at bære."
De mange passagerer skulle være fløjet med Premiairs helt nye Airbus 330-200 til 750 mio. kr. som uheldige Premiair har købt for at prøve at undgå forsinkelser og prøve at rette op på selskabets elendige omdømme.
Men allerede knap to måneder efter de helt nye fly er sat i trafik kom den første mega-forsinkelse på 29 timer.
Og passagererne på vej til Mexico fra København via Stockholm fik en forsinkelse i Stockholm på otte timer inden de kom på ferie.
Fire passagerer opgav at vente på Premiair og tog hjem for egen regning med rutefly.
De 138 passagerer skulle være landet tirsdag morgen kl. 08.45, men landede i stedet onsdag eftermiddag kl. 13.45.
"Vi skulle have været afsted fra Mexico mandag morgen lokal tid med afgang fra hotellet kl. 11.40 og afgang med flyet kl. 14.45. Vi havde glædet os til flyve med Premiairs nye fly og vi havde betalt 1.500 kr. ekstra for at sidde på Royal Sun Class. Vi var afsted med Spies i 14 dage og det var der overhovedet ikke noget at klage over. Men da vi skulle hjem gik det galt," siger Birgit Jensen, Jægerspris, som sammen med sin mand Gert Jensen og to vennepar Leif og Anette Syhler, Holbæk, og Flemming og Anette Pedersen, Rørvig, var på ferie i Mexico.
"Derefter gik det slag i slag. Vi fik nye tider med to-tre timers mellemrum. Guiderne sagde, at de ikke kunne få noget at vide fra flyselskabet og flyselskabet sagde at guiderne havde fået besked. Vi fik ingen ordentlig besked. Vi fik ikke at vide hvorfor vi var forsinket og vi fik ikke præcis at vide hvornår vi skulle afsted," siger Birgit Jensen.
"Vi ventede og ventede. man kan ikke rigtigt sove på hotellet for bagagen er ikke pakket ud. Næste dag fik vi besked på, at vi skulle afsted fra hotellet kl. 15.00 med afgang kl. 17.45.
Vi var i lufthavnen en halv time senere og det første vi så var, at flyet var forsinket, men skulle afgå kl. 17.55.
Ikke en lyd hørte vi før omkring kl. 19.00 hvor der blev sagt vi skulle flyve kl. 21.00. men vi kom først afsted kl. 22.00 med Novair.
Vi fik lov til at ringe hjem i tre minutter, og fik 2 gange 10 dollars til mad. Men vi talte i mobiltelefon for 1.200 kr. Vi har alle virksomheder at passe og vi kan ikke bare blive væk.
Vi har rejst med Premiair otte gange i løbet af de sidste par år. Syv gange var vi forsinket på flyvninger til Rhodos, Tenerife, Cypern o.s.v.
I april otte timer til Gran Canaria og 12 timer til Thailand. 1/2 - 1 time er i orden. Det andet er forkasteligt. Nu har vi også mistet tålmodigheden. Det er sidste gang vi flyver med Premiair. Vi har ikke sovet i næsten to døgn. Vi er helt flade," siger Birgit Jensen.
Billedtekst: Knap to måneder efter Premiair fik sit nye fly til 750 mill. kr. kom den første megaforsinkelse hvor 298 passagerer kom 29 timer for sent hjem.