Mens arrangørerne af Hjallerup Marked kan berette om et godt og succesfyldt marked med skønsmæssigt 250.000 besøgende, er man knap så begejstret hos politivagten, som i aften kunne berette om mere ballade og flere anholdelser end i mange år.

Frederikshavns Politi, der bemandede politivagten, havde indtil i aften foretaget 11 anholdelser på selve markedspladsen, mens færdelsbetjente fra Rigspolitiet havde anholdt 13 for spirituskørsel - ni i bil og fire på knallert.

Mens balladen således har været mere omfangsrig end tidligere, var antallet af anholdelser for spirituskørsel til gengæld faldet fra 16 sidste år til 13 i år. Tidligere var tallet mellem 28 og 36, så Hjallerup Markeds pr-mand, Poul Henning Pedersen, glæder sig over, at den indsats, som markedet, politiet, Nordjyllands Amt og Nordjyllands Trafikselskab i forening har gjort, virkelig har hjulpet.

/ritzau/