Bornholms Politi efterlyser Mathias Brandt-Sørensen, som forsvandt sporløst lørdag, da han skulle med færgen til Bornholm.

Den 25-årige mand kommer fra Lyngby, men han var på vej til Bornholm for at fejre sin fars fødselsdag med familien.

Hans pårørende efterlyste ham hurtigt på Facebook, men nu er han også efterlyst i politiets systemer.

Det oplyser Bornholms Politi til bt.dk.

Betjentene på øen er dog ikke ude at lede efter ham på nuværende tidspunkt.

»Han er efterlyst i vores systemer, så hvis én af vores patruljer støder på ham, kan de genkende ham. Men problemet er, at vi lige nu ikke ved, hvor vi skal lede,« fortæller vagtchef ved Bornholms Politi Henrik Jørgensen til bt.dk.

»Vi håber, han dukker op snart, ellers må vi tage stilling til, hvad vi så skal gøre,« tilføjer han.

Mathias Brandt-Sørensen var nået til Ystad sammen med en kammerat, men de to blev tilsyneladende væk fra hinanden.

I de pårørendes efterlysning beskrives han som 'pæn og velklædt misbruger' og 'p.t. hjemløs'.

Han er desuden 25 år, 172 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har tatoveringer i hovedet, på hals og hænder.

Mener du, at du har set Mathias, vil politiet gerne høre fra dig på 114.