Efter søndagens 4-0-nedslagtning af Tottenham hjemme på Anfield indtager Daniel Agger og holdkammeraterne fra Liverpool Premier Leagues førsteplads, og klubben er dermed en seriøs kandidat til at blive engelske mestre, hvilket ikke er sket siden sæsonen 1989/90.

Efter 32 spillerunder har Brendan Rodgers' tropper samlet 71 point sammen, hvilket er to flere end Chelsea og fire mere end Manchester City, der dog har to kampe i baghånden, og dermed kan gå forbi The Reds.

Liverpool har tidligere været i lignende situationer uden at ende øverst i tabellen efter sidste spillerunde i maj måned. I starten af april 2009 lå klubben således på førstepladsen efter 31 kampe, to point foran Manchester United, som dog havde spillet to kampe færre. Førstepladsen var da også en kort fornøjelse, idet De Røde Djævle strøg til tops i den efterfølgende runde, men efter 36 runder tilbageerobrede Liverpool duksepladsen øverst i tabellen, á point med Sir Alex Fergusons mandskab, som dog igen havde to kampe i baghånden. I sidste ende måtte daværende manager Rafael Benitez dog tage til takke med et sæt sølvmedaljer, da man endte fire point efter de evige rivaler.

I sæsonen 2001/02 så det også lovende ud for Merseyside-klubben, da man efter 35 kampe lå i spidsen af rækken med ét point ned til Manchester United og yderligere ét point ned til Arsenal, The Gunners havde dog kun spillet 33 kampe, og Arsénge Wengers trup endte da også med at hjemtage mesterskabet i sikker stil med syv point ned til Liverpool, der måtte nøjes med en andenplads.

Siden Liverpools seneste mesterskabssæson i 1989/90 er det blevet til to andenpladser og fem tredjepladser, mens man i to omgange er endt helt nede som nummer otte, hvilket senest skete i sæsonen 2011/12.