En 24-årig mand fra Silkeborg er blevet varetægtsfængslet i fire uger for et knivoverfald, der fandt sted i onsdags. Det skriver Midtjyllands Avis.
Offeret var en 47-årig mand, som blev skåret i ansigtet med en hobbykniv af en mand, der brød ind i hans hus, og efterfølgende måtte den 47-årige sys med 13 sting.
Politiet mener altså, at gerningsmanden er den 24-årige silkeborgenser. Ifølge Midtjyllands Avis blev manden anholdt på sin bopæl torsdag formiddag, og her fandt politiet en hobbykniv med blodspor på.
Der er foreløbigt ikke nogen forklaring på, hvorfor overfaldet fandt sted. Den 24-årige nægter sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til landsretten.
BNB
Del: