Det var i februar måned i år, at 23-årige dansk-spanske Irati Aizpuru Berg-Jensen fra Vejle pludselige følte sig sløj. Pulsen kom hurtigt op, hun følte sig udmattet, og feberen kom langsomt snigende i takt med den kolde vinter.

Men Irati slog det væk. Det var nok bare en tarvelig omgang influenza, der hvert år rammer tusinder af danskere. Og med titlen som nyuddannet markedsføringsøkonom, skulle en simpel influenza ikke holde hende fra at forlade det kolde nord og besøge sin far et par måneder under noget varmere himmelstrøg i den nordspanske by San Sebastian.

Influenzaen tog hun godt nok med sig, da hun pakkede kufferten og satte sig om bord på flyet, men hun var overbevist om, at den nok skulle forsvinde, når hun kom ned til varmen.

Sådan gik det dog ikke, og det milde klima fik ikke skovlen under den efterhånden meget slemme influenza. Hun var fortsat sløj og blev let udmattet, selv om hun ellers var i ganske god form, mente hun selv.

»Jeg fik det dårligere, og det stod på i nogle dage, hvor jeg også hostede en del. Til sidst valgte jeg at tage til lægen. Men han synes også, at det lignede en meget hård influenza. Så jeg fik nogle piller, og så skulle jeg kontakte ham, hvis jeg ikke fik det bedre,« fortæller Irati.

Men symptomerne fortsatte, og Irati besluttede sig for igen at kontakte lægen, som denne gang testede hende for lungebetændelse. Det var heller ikke årsagen til hendes symptomer, kunne lægen fastslå. Det måtte være influenza, fortsatte han.

Symptomerne var dag for dag blevet være, lige siden hun kom til Spanien.

»Dagen efter fik jeg det virkelig skidt, og så ringede min far til lægen igen, der så kaldte mig ind til blodprøver morgenen efter. Klokken otte får jeg taget blodprøverne, der bliver sendt til undersøgelser, og i de efterfølgende timer besvimer jeg tre gange,« fortæller hun.

I mellemtiden har lægen dog fået svar på blodprøverne, og omkring middagstid kontakter lægen Iratis far.

»Han sagde, at jeg hurtigt skal komme på hospitalet. Jeg havde leukæmi,« lød beskeden den 18. februar i år.

Nåede ikke at blive bange

Trods den alvorlige besked gik der alligevel en rum tid, før det egentlig gik op for Irati, at der var tale om en særdeles aggressiv kræftform.

»Det lyder jo slemt, og det er det også, men jeg vidste ikke så meget om sygdommen. Og det hele gik bare så hurtigt, så jeg nåede nærmest ikke at tænke dårlige tanker, at blive bange eller ked af det, for jeg havde det jo bare skidt, som om jeg havde en slem influenza.«

En hurtig handlen fra det spanske hospitalsvæsen betød, at Irati blev hasteindlagt straks efter den sørgelige besked, og kort efter modtog sin første kemokur.

Men kemoen gjorde Irati svag, og hun fik derfor først lov til at rejse hjem til Danmark en måned senere, den 20. marts, hvor hun påbegyndte endnu en kemokur, der skulle slå de onde leukæmiceller ihjel.

»Jeg fik heldigvis mulighed for selv at tage kemoen hjemme i stedet for at blive indlagt, så det var dejligt at være hjemme i vante omgivelser sammen med min familie. Så føler man sig ikke så syg,« fortæller hun.

Fri for leukæmi

I dag er Irati fri for leukæmi, har lægerne fortalt hende, men den 14. juni skal hun igennem en knoglemarvstransplantation med sin søster som donor. Den skal sikre, at hun ikke får det igen.

»Jeg er lige blevet indlagt på Righshospitalet, og her skal jeg ligge det næste stykke tid. Efter operationen skal jeg ligge i et særligt isolationsrum i en måned,« lyder det fra Irati.

Hendes immunforsvar vil blive så svækket af operationen, at rummet er udstyret med særlig udluftning, der holder mængden af bakterier nede på minimalt niveau.

Og det bliver en hård omgang, er Irati sikker på. Alligevel ser hun frem til, at hun snart kan tage sin nyerhvervede titel som markedsføringsøkonom i brug - eller måske læse videre, fortæller hun.

»Men jeg har ikke besluttet mig endnu. Lige nu tager jeg bare én dag ad gangen,« fortæller Irati, der samtidig glæder sig over, at hun undervejs har haft sin kæreste ved sin side og ser frem til, at resten af hendes familie fra Vejle kommer til København og besøger hende.