En helt ufattelig tragedie har ramt Belgien og Schweiz.

Tirsdag aften kort efter klokken 21 kørte en bus med belgiske skolebørn galt i en motorvejstunnel i den schweiziske kanton Valais, tæt på den italienske grænse.

28 mennesker blev dræbt. Af dem er 22 børn i 12-årsalderen. Det oplyser det lokale politi, skriver Reuters.

Også seks voksne omkom i ulykken. To af dem er bussens chauffører.

Yderligere 24 børn blev såret i ulykken. De blev ifølge blick.ch kørt til fire forskellige hospitaler i området, mens tre alvorligt kvæstede blev fløjet med helikopter til Lausannes Universitetshospital og Universitetshospitalet i Bern.

Børnene på omkring 12 år kommer fra Flandern i Belgien. De var på vej hjem fra skicamp i Val d'Anniviers i Schweiz, da deres bus tirsdag aften af ukendte årsager bragede ind i en mur i motorvejstunnellen. Derefter ramte den frontalt ind i et nødholdeplads inde i tunnellen. Det skriver schweiziske blick.ch.

Alle ofrene er fra de to flamske byer, Lommel og Heverlee.

Schweiziske kilder siger ifølge den belgiske avis De Morgen, at ingen andre biler var involveret i ulykken.

Den præcise årsag til ulykken er endnu ukendt, men den belgiske udenrigsminister, Didier Reynders siger til den belgisk radiostation VRT, at ulykken er 'uforståelig.'

Dybt rystet mødte den belgiske ambassadør i Schweiz op til pressekonference tirsdag aften.

- Denne tragedie har rystet hele Belgien, sagde Jan Luykx.

Umiddelbart efter ulykken lød meldingen fra det lokale politi, at flere var kommet alvorligt til skade ved ulykken. Senere stod det dog klart, at mange af børnene var døde.

Bussen havde 52 personer om bord, da den kørte galt.

Politiet har etableret en nødtelefon for de mange berørte familier. De pårørende ventes at ankomme til området onsdag morgen, hvor de vil få krisehjælp af psykologer.

VED DU NOGET? KENDER DU NOGEN, DER HAR SET ULYKKEN? KONTAKT BT PÅ 1929@BT.DK