TYRKIET: En 22-årig mand døde mandag på et hospital efter at være blevet skudt under regeringsfjendtlige demonstrationer i det sydlige Tyrkiet, rapporterer tv-stationen NTV ifølge AFP.
Abdullah Comert blev alvorligt såret af skud fra en uidentificeret person, lyder det fra tv-stationen, der citerer en erklæring fra den lokale guvernørs kontor i Hatay-provinsen.
Tyrkisk politi affyrede mandag tåregasgranater mod demonstranter nær premierminister Recep Tayyip Erdogans kontor i Istanbul på det fjerde døgn med sammenstød mellem politi og demonstranter.
Tusindvis af demonstranter samledes på Taksim-pladsen, hvor demonstrationerne mod premierministerens styre begyndte fredag.
»Tayyip, træd tilbage,« råbte demonstranterne, mens de blæste i fløjter og viftede med røde flag og bannere.
Ifølge en lægefagforening blev en mand søndag dræbt, da en bil bragede ind i demonstranter i Istanbul.
Erdogan forlod Tyrkiet mandag for at tage på officielt besøg i Marokko. Menneskerettighedsgrupper og læger skønner ifølge AFP, at mere end tusind personer er blevet såret som følge af sammenstød i Istanbul og 700 som følge af sammenstød i Ankara.
BNB/AFP