Ung mand skal 60 dage i fængsel for at have kørt en 44-årig kvinde ihjel ved et uheld.
Retten i Roskilde idømte mandag en ung mand fra Køge 60 dages fængsel samt betinget frakendelse af kørekortet for uagtsomt manddrab.
Trafikulykken skete på Ringvejen i Køge 13. december 2011 ved syvtiden om morgenen. Det skriver Dagbladet Køges website SN.dk.
Den 22-årige mand kørte ad Ringvejen i sydlig retning, da han overså det røde lys i fodgængerfeltet ud for Ellebækstien og Sandmarksbo og påkørte en 44-årig kvinde, der fik kraniebrud og efterfølgende døde af sine kvæstelser.
I retten forklarede den 22-årige, at han havde mistet fokus, da han følte sig presset af en lastbil, som han var i gang med at overhale. Derfor overså han det røde lys i krydset, og han passerede fodgængerfeltet med 80 kilometer i timen.
Den dømte modtog dommen.
BNB