Straffen for de gerningsmænd, der gennembankede og overfaldt en 21-årig københavner, vil nu blive ekstra hård, da manden er død. Familien valgte ifølge TV2News at slukke for respiratoren fredag aften, og dermed efterforskes sagen som en drabssag.
Overfaldet blev gennemført af 8-10 mænd på Kong Georgs Vej på Frederiksberg torsdag aften, og tidligere fredag bekræftede politiet over for BT, at manden var afgået ved døden.
- Jeg kan bekræfte, at den 21-årige mand er afgået ved døden. Jeg kan ikke komme ind på tidspunktet, men det er her til aften, siger vagtchef Flemming Kim kort efter kl. 22.
Manden har siden overfaldet ligget i respiratoren på Rigshospitalet med voldsomme læsioner i hovedet og flere brækkede fingre efter overfaldet. Tidligere udtalte politiet sig således i sagen.
- Vi ved, at han havde været i byen på Nørrebro omkring klokken 22.30, og formentlig er han derfra gået til sin bopæl på Kong Georgs Vej. Gåturen tager omkring 25 minutter, men vi ved det endnu ikke sikkert. Vi bliver alarmeret torsdag klokken 23.17, sagde sektionsleder Hans Erik Raben fra drabsafdelingen ved Københavns Politi.