Omkring et par hundrede kunder kan i øjeblikket ikke se kabel-tv og høre radio over hybridnettet på Frederiksberg i København, oplyser Tele Danmark.

Tele Danmark har modtaget fire henvendelser fra kunder i området omkring Ingemannsvej og Stenstrupsallé i løbet af natten, der ikke kunne bruge deres kabel-tv.

- Vi forventer, at der er tale om en lokalfejl i et kabelskab, der omfatter omkring 200 kunder. Vores teknikkere arbejder på sagen, men da vores egen netovervågning ikke har slået ud, er der formentlig ikke tale om noget stort problem, siger Max Stougaard fra Tele Danmark.

/ritzau/