Hele landet får sne

Som opvarmning vil det d.22.december hele dagen være bidende koldt. Og så begynder det store sneshow.

Allerede fra morgenstunden søndag d. 23. vil det begynde det at sne i den sydvestlige del af landet. Til middag daler sneen lystigt ned i stort set hele landet, på nær i Hovedstaden, Nordsjælland, Nordjylland og Bornholm. 

Men det er ikke ensbetydende med, at de undslipper, understreger Jens Ringgard Christiansen.

- Nej, det kommer om eftermiddagen og i aftentimerne og rammer til sidst Bornholm, siger han.

Stinkende glat

Lige så hurtigt, det rammer - lige så pludseligt forsvinder det igen. I stedet begynder nedbøren at gå over i isslag - det underafkølede regn.

- Det kan faktisk godt se ret voldsomt ud i især den sydlige del af Jylland og måske også på Fyn. Det er sådan noget, man kan aflæse på skadestuerne. Det kan blive stinkende glat, siger Jens Ringgaard Christiansen. 

- Vi er altid så fokuserede på trafikken, når vejene er glatte. Men det kan også være farligt for mange ældre mennesker, der skal ud d.23., når de ikke kan se, at fortovet er isglat, advarer han.

Grå og trist juleaften

Helt anderledes pauvert ser vejret ud på selve juleaften, hvor Kong Vinter åbenbart skal pleje sine tømmermænd efter al den spillen-med-musklerne lillejuleaften.

- Det bliver tåget affære. Selv om man flere steder måske får en hvid jul, er det ikke en smuk hvid jul. Det er med våd sne, tåge og gråvejr, lyder det fra TV2 Vejrets meteorolog, som sætter trumfen på:

- Flere steder vil det faktisk regne, når anden og flæskestegen indtages. Jo, det bliver et kedeligt vejr, siger han.