Team Tvis Holstebro har indgået en to-årig kontrakt med den 35-årige islandske landsholdsspiller Vignir Svavarsson, der har været en fast del af det islandske landshold i en årrække.

I denne sæson spiller han i HC Midtjylland. Tidligere har han spillet hos Skjern og den tyske Bundesligaklub Lemgo. I sommeren 2014 blev han hentet til oprykkerne HC Midtjylland, som holdets store profil.

»Vi har længe været på udkig efter en stregspiller med stor styrke i begge ender af banen. Vignir har stor international erfaring og er en sand kriger på banen. Vi har været nødt til at være tidligt ude for at sikre os ham,« siger Team Tvis Holstebros formand Jørgen Hansen.

Det er ikke første gang i 2015, at TTH er på rov i HC Midtjylland. Først hentede TTH cheftræner Patrick Westerholm. Kort tid efter var det direktør Emil Bjørnøs tur til at skifte.

Fra 1. juli begynder den islandske stregspiller på en to-årig kontrakt i TTH. Det er ikke mindst cheftræner Patrick Westerholm, der har etableret forbindelsen til den islandske landsholdsspiller.

»Jeg ser det som et scoop for TTH, at vi kan hente ham til klubben med de midler, vi har. Vi får en stregspiller med meget stor international erfaring. Han kan begå sig i begge ender, og du kan altid regne med en 100 procent indsats fra ham,« siger Patrick Westerholm, der selv spillede sammen med islændingen i Skjern.

Med tilgangen af Vignir Svavarsson råder TTH over to meget forskellige stregspillere. Den anden er Lars Mousing, der før denne sæson kom fra Skanderborg Håndbold. Der er endnu ikke taget stilling, om den mangeårige TTH-spiller Søren Tau bliver i klubben med.

Når Vignir Svavarsson begynder i Team Tvis Holstebro, vil han være 36 år. Det ser cheftræneren ikke som et problem.

»Vi har selvfølgelig haft ham oppe til undersøgelser for at tjekke de steder, hvor han tidligere har været skadet. Desuden er han en meget seriøs spiller, der træner meget godt. Det er langt fra usædvanligt, at stregspillere kan blive ved med at spille, til de er langt oppe i årene,« siger Patrick Westerholm.

Han henviser i den forbindelse Skjerns Thomas Klitgaard og Michael V. Knudsen i Bjerringbro-Silkeborg. Jesper Nøddesbo fra FC Barcelona og Torsten Laen fra KIF Kolding er andre eksempler på, at det godt kan lade sig gøre at være med på højeste niveau, selv om dåbsattesten viser mere end 35 somre.