Tusinder af piger blev ikke vaccineret mod livmoderhalskræft, da de først fik tilbuddet. Og nu er det for sent at takke ja.
Omkring 19.000 unge piger mellem 17 og 19 år er i fare for at udvikle livmoderhalskræft, fordi de ikke længere har ret til den HPV-vaccine, de fik tilbudt i 2009. Tilbuddet gjaldt nemlig kun til udgangen af år 2010.
Og nu afviser regeringen at tilbyde dem en gratis vaccination, selvom det er planen, at alle kvinder op til 26 år skal vaccineres i år og næste år.
Læs også:
Piger født i 1993, 1994 og 1995 tilhører de årgange, der fik tilbudt den gratis HPV-vaccination i 2009. Men omkring 19.000 piger greb ikke muligheden. Og det er bare ærgerligt for dem. For da de allerede har fået tilbuddet én gang, er de tilsyneladende ikke omfattet af regeringens nye vaccinationsplan. Det skriver Ritzau ifølge jp.dk.
At pigerne bliver forsømt vækker harme hos Kræftens Bekæmpelse.
- Det er helt uforståeligt, for de piger vil jo også have gevinst af vaccinationen. Det kommer helt bag på os, at de ikke er omfattet af tilbuddet, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Læs også:
Også Lægeforeningen er uforstående over for, hvorfor så mange unge kvinder bliver ekskluderet:
- Det virker som en form for administrativ logik, som menneskeligt ingen mening giver. Pigerne var meget unge, da de fik tilbuddet, og det er forkert, hvis det nu skal komme dem til skade, at de ikke tog imod det, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselotte Blixt, har to gange spurgte sundhedsminister Astrid Kragh (SF), om hun synes, at det er rimeligt, at de unge piger udelukkes, fordi de ikke reagerede, da de blev tilbudt vaccinen for tre år siden, men Liselotte Blixt fortæller, at hun ikke har fået et konkret svar.
Læs også:
Hun vurderer, at især piger fra ressourcesvage hjem rammes, fordi deres forældre ikke var opmærksomme på muligheden.
HPV-vaccinen forebygger livmoderhalskræft, som hvert år rammer knap 370 kvinder i Danmark. Vaccinen beskytter mod de to vira, som er skyld i 70 procent af livmoderkræft-tilfældene.