Den 19-årige mand, der tirsdag eftermiddag døde efter at være blev overfaldet med knivstik på åben gade på Nørrebro i København, havde en broget fortid. Både i og uden for Danmark.

Om det har været medvirkende til hans dramatiske død er endnu uvist, og politiet har endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

Den nu dræbte Hamza Samsam, der før sin død tog navneforandring til Andres Vo Riis, havde angiveligt ligesom sin storebror været i Syrien i byen Raqqa, der fungerer som hovedstad for Islamisk Stat. På flere billeder poserer han stolt foran Islamisk Stats sorte flag med en kalashnikov automatriffel i hænderne.

Samtidig står det nu klart, at Hamza Samsam som 16-årig blev dømt for at have været med til at sætte ild til en parkeret bil på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Samme sted, som der onsdag eftermiddag blev affyret varselsskud af politiet, efter at omkring en snes unge med indvandrerbaggrund havde kastet med sten mod politiet.

LÆS OGSÅ:

Ifølge en udskrift af dombogen fra Retten på Frederiksberg, som bt.dk har fået aktindsigt i, fandt ildspåsættelsen sted 9. september 2011 kl. 01.30 om natten, hvor Hamza Samsam sammen med tre andre teenagere efter fælles planlægning satte ild til en parkeret, rød personbil.

De fire teenagere brød ifølge dommen bilen op med en skruetrækker, hvorefter de ved hjælp af en benzindunk og en engangsligther antændte bilen, så der skete skade for 40.000 kr.

En tilkaldt politihund snusede sig dog umiddelbart efter frem til de fire gerningsmænd i området, og de sad efterfølgende varetægtsfængslet i tre måneder, indtil de alle fire blev kendt skyldige af en domsmandsret på Frederiksberg.

For Hamza Samsams vedkommende lød straffen på tre måneders fængsel, der blev betragtet som udstået under hans varetægtsfængsling. Under sagen oplyste han om sine personlige forhold, at han gerne ville gøre sin uddannelse færdig ved at skifte til HF. Foran dommeren ville han ikke afvise, at han fremover gerne ville samarbejde med Københavns Kommune og en kontaktperson.

Ved retssagen var han anbragt på den sikrede døgninstitution Grenen på Djursland for kriminalitetstruede og dømte børn og unge.

Hamza Samsam døde tirsdag eftermiddag efter at være ramt af knivstik i maveregionen under et slagsmål mellem to mindre grupper i Guldbergsgade på Nørrebro i København. Dødeligt såret blev han af sin storebror og venner kørt i bil til Rigshospitalet, hvor han blev afleveret ved hospitalets forhal.

Hans liv stod dog ikke til at redde, kunne lægerne på det nærliggende Traumecenter kort efter konstatere.