Den blot 19-årige Simone Hougaard Andersen fra Randers fik i sidste uge mange til at måbe, da hun stod frem min sin historie om, at hun først fandt ud af, at hun var gravid, tre uger før hun fik sin søn. Sidenhen er kommentarerene væltet ind på diverse mediers Facebook-sider, og de har ikke alle været lige rare læsning.
Det fortæller hun til TV 2 Østjylland.
»Det har mest været mænd, og det rører mig ikke så meget, for de har ikke selv prøvet det. Og så er der flere kvinder, der selv har været gravide flere gange på normal vis og derfor tror, de ved, hvad der kan lade sig gøre,« siger Simone Hougaard Andersen.
På BTs Facebook-side, hvor vi lagde den oprindelige artikel op, kan man også læse flere lede kommentarer.
Både fra kvinder, som denne nedunder, der konstaterer, at man ikke må kende sin krop specielt godt, hvis ikke man opdager, at man er gravid.
Eller som denne mand, der er skeptisk:
Hun fortæller til mediet, at hun ikke har kunnet lade være med at læse kommentarerne, selv om det flere gange har været hårdt. Samtidig kritiserer hun den overfladiske sociale medie-verden, hvor folk kommenterer uden at sætte sig ind i historien.
»Jeg synes, det er mærkeligt, at man bevidst vil gøre nogen ked af det. Og jeg kunne aldrig selv finde på at kommentere på noget, jeg ikke havde sat mig ind i,« siger hun, hvilket hun også kommenterede på BTs Facebook-side.
Det hele begyndte i december sidste år, da Simone tog en graviditetstest. Selv om hun havde taget p-piller i et halvt års tid, var hendes menstruation forsinket. Da den ikke kom i slutningen af november, som ventet, blev hun bekymret.
Testen viste da også, at Simone - trods p-pillerne - var blevet gravid, og kort tid efter fortalte hendes læge hende, at hun i hvert fald var 25 uger henne. Altså for længst forbi de 12 første uger, som er grænsen for at få abort.
To dage senere blev hun scannet på hospitalet og fik at vide, at hun havde termin allerede 7. januar.
Den slanke pige havde godt nok taget et par kilo på, men bortset fra det havde hun ikke mærket noget til graviditeten.
»Det var først, da jeg fandt ud af det, at jeg lige pludselig fik alle symptomerne. Maven voksede med voldsom fart, jeg blev ramt at træthed og fik ondt i ryggen. Det var som om, jeg blev gravid på fem sekunder,« sagde hun i sidste uge til TV 2 Østjylland.
Den historie fik hende på forsiden af de fleste medier i Danmark, og hun fortæller, at hun er blevet ringet op af flere tv- og radio-programmer - blandt andre Nova og Go' Morgen Danmark.
BT har tidligere talt med Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Odense Universitetshospital, om hvordan det kan lade sig gøre, at kvinder først opdager, at de er gravide, få uger inden de føder.
»Kvinden kan have forskellige hormonlidelser, som gør, at man ikke har regelmæssig menstruation. Det gør, at en fuldstændig normal pige, kan gå halve til hele år mellem hver menstruation. Og der, hvor kvinder oftest finder ud af at de er gravide, er, når menstruationen udebliver. De får ikke mistanken, da de er vant til, at der går lang tid i mellem,« siger Bjarne Rønde Kristensen.