Regeringen forventer at få 1,8 milliarder kroner færre ind i statskassen via registreringsafgift på biler i 2012. Det fremgår af et svar til Folketingets Skatteudvalg fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).

Det fremgår af svaret, at forventningerne til indtægten fra registreringsafgiften af motorkøretøjer nedjusteres med 1,8 milliarder kroner til 15 milliarder kroner i 2012 »på baggrund af de seneste budgetteringsforudsætninger og regnskabsoplysninger for 2011«.

- Vi tror, at regeringens tal for solgte biler i 2012 simpelthen var for optimistisk, siger forbrugerøkonom i Forenede Danske Motorejere, FDM, Allan Skytte Christensen.

I finansloven for 2012 regner regeringen med, at danskerne ville købe 173.000 biler i 2012. Det skal ses i lyset af, at de ufuldstændige opgørelser indikerer, at 2011 bliver et rekordår, hvad angår bilsalg med omkring 170.000 solgte biler.

- Det er utroligt flot, men desværre ruller der ikke de milliarder ind, som man skulle tro i forhold til alle de her solgte biler. Først og fremmest er der tale om, at leasing- og demobiler bliver beskattet meget lempeligere end almindelige biler, og det betyder, at der er en masse penge, som forvinder ud af systemet, siger Allan Skytte Christensen.

Han mener, at den mindre indtægt i 2011 på grund af leasingbiler og demobiler, kan være en af forklaringerne på, at regeringen nu nedjusterer forventningen til afgiftsindtægten i 2012.

En anden forklaring er ifølge Allan Skytte Christensen, at en varslet ændring af registreringsafgiften bremser danskernes købelyst, hvad angår biler.

- Der er skabt en usikkerhed i og med, at man (regeringen, red.) har meldt ud, at man vil lave en omlægning af bilafgifterne. Så det er meget forståeligt, hvis forbrugerne gerne vil vente med at købe bil, indtil man har fundet ud af, hvad omlægningen betyder, siger Allan Skytte Christensen.

Det får Venstres vækstordfører Mads Rørvig til at kræve, at regeringen snarest melder klart ud, hvad deres politik skal være på området.

- Man har sagt, at man vil lave en reform af registreringsafgiften, men skatteministeren har nægtet at svare på, hvad sådan en reform skal indebære. Det er klart, at når man er bilejer, eller kommende bilkøber, og man ved, at det hele ryger op i luften, så vil man ikke gå ud og investere i en ny bil, siger Mads Rørvig.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteministeren.