Søndag eftermiddag blev en 18-årig mand, som er mistænkt for voldtægten af en 21-årig kvinde i Aalborg, varetægtsfængslet, oplyser Nordjyllands Politi.

Den 18-årige mand, som Nordjyllands Politi mistænker for voldtægten af en 21-årig kvinde natten til lørdag i Aalborg, er søndag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i knap fire uger.

Politiet var i løbet af lørdag flere gange forbi den formodede gerningsmands adresse uden at få fat på ham, men klokken 01 natten til søndag fik politiet kontakt til ham. Det skete foruroligende tæt på den selvsamme baggård i Aalborg, hvor den 21-årige kvinde natten til lørdag blev udsat for en fuldbyrdet voldtægt.

- Han blev anholdt ved Boulevardcaféen på Boulevarden i Aalborg. Det er sket på grund af et godt efterforskningsarbejde, hvor vi har gjort en stor indsats for at finde den her person, som passede på signalementet, siger Aage Pedersen, vagtchef hos Nordjyllands Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.

Han tilføjer, at den anholdte er kendt af politiet:

- Vi kender ham ikke for lignende kriminalitet, men han er kendt af politiet, siger vagtchefen.

For to uger siden blev også en 24-årig kvinde udsat for en voldtægt i samme baggård, og ud fra ofrenes beskrivelse har politiet haft en mistanke om, at der kan være tale om den samme gerningsmand. Hos Nordjyllands Politi bekræfter man fortsat, at signalement og fremgangsmåde minder om hinanden, men vil endnu ikke udtale sig om, hvorvidt der skulle være en sammenhæng mellem de to voldtægter.

Manden er varetægtsfængslet til 15. november.