"Pels er mord. Kød er mord." Graffitien fra den sidste befrielsesaktion mod minkavler Holger Jensens gård ved Harløse nær Hillerød står stadig malet med rød skrift på en af gårdens fire minkhaller.

Minkavler Holger Jensen er endnu engang blev sat på overarbejde med at indfange sine dyr, efter at han natten til onsdag fik besøg af vegetar-vandalisterne fra DBF.

"Det var min søn, som hørte hunden gø lidt over klokken to. Han stod straks op, og da vi så den første mink løbe rundt i gården, vidste vi, at de havde været på spil igen," siger Holger Jensen.

Han har sammen med sin søn arbejdet 14 timer i træk på at indfange dyrene.

"Vi har efterhånden fanget de fleste ind nu. I løbet af et par timer var omkring 30 mænd samlet for at give en hånd med.

Men selv om forsikringen dækker tabet, så er mit avlsarbejde gået tabt, fordi dyrene ikke er til at kende fra hinanden."

Han har kun en hovedrysten til overs for "de såkaldte dyrevenner".

"Jeg elsker minkene, og hæger om dem hver dag. Men de såkaldte dyrevenner slår de yngste minke ihjel ved at lukke dem ud i naturen.

De kan ikke klare sig selv, og de ældre æder, hvad de kan komme i nærheden af af vildt," siger Holger Jensen.

Politiet har endnu ingen spor af gerningsmændene men mener, at det kun være Dyrenes Befrielsesfront. De har nemlig stået bag en række andre og lignede aktioner.

I april i år blev der sat ild til tre tomme minkhaller i landsbyen Blære i Himmerland, og gerningsmændene efterlod signaturen DBF. Ingen dyr eller mennesker kom til skade.

Desuden er der fire andre eksempler på minkfarme, som har fået lukket deres dyr ud i naturen.

De danske eksempler på organisationens aktioner kan slet ikke måle sig med de militaristiske metoder, som Animal Liberation Front har stået for i bl.a. England, USA og Sverige.

Foreningens martyr Barry Horne afsoner 18 års fængsel i England, hvor han er blevet dømt for forsøg på mordbrand. I USA afsoner et andet medlem 15 år for bl.a. brandstifelse.

I følge DBF's trykte retningslinier så går deres arbejde ud på at sikre, at påføre økonomisk skade på alle dyreavlere - med alle midler - da det er inhumant at slå dyr ihjel.