En ung pige fra København overlevede mirakuløst et fald fra fjerde etage.

En 17-årig pige var mere end ualmindelig heldig, da hun søndag aften faldt ned fra en altan på fjerde sal i Mjølnerparken i København. En hæk gav hende en landing, der var blødere, end man turde håbe på, og pigen slap med ukomplicerede brud, der vil hele af sig selv. Hun har fået brud på tre lændehvirvler, men det er ikke noget, der kræver hospitalsbehandling.

- Hun har bare været drønheldig. Det er som om, nogen har holdt hånden over hende, siger vagtchef fra Københavns Politi Flemming Kim.

- Hun lander på sin venstre side og får nogle ganske ukomplicerede brud i lænden, som heler af sig selv. Der er ingen alvorlige skader. Hun har virkelig været heldig, fortæller han.

Ulykken skete søndag aften ved 20-tiden, da hun legede med sine søskende på altanen. Den 17-årige greb fandt i håndtaget på altandøren, men pludselig mistede hun grebet og faldt de fire etager ned i en hæk. Det har sandsynligvis reddet hendes liv.

Vagtchefen understreger, at der på ingen måde er noget, der tyder på, at pigen er blevet skubbet.