Norsk politi har sat alle ressourcer ind for dels at finde en forsvundet og efterlyst to-årig pige, hvis 17-årige mor onsdag blev fundet dræbt, dels at finde og anholde den drabssigtede, som er den myrdede kvindes mand og far til det forsvundne barn.

Den 28-årige mand og den lille pige er blevet identificeret på overvågningskameraer i Oslo under flugten, og politiet har nu valgt at offentliggøre billederne i håb om at vidner kan være med til at give de afgørende tip, så han kan blive anholdt og hans lille nu moderløse datter kan bringes i sikkerhed.

Ifølge de norske myndigheder er faderen under sin flugt med pigen efter alt at dømme på vej til Danmark.

- Vi ved, at de to var med bussen til Göteborg, men de kan have taget den hele vejen til København, siger politiadvokat Mari Lauritzen Hasle til tv2.no.

Pigen forsvandt og blev efterlyst, efter hendes blot 17 år unge mor blev fundet dræbt i en lejlighed i byen Grua i Norge onsdag middag.

Den dræbte kvinde er kommet til Norge fra Afghanistan sammen med datteren i marts i år, og de har siden opholdt sig på et asylcenter. Politiet ved endnu ikke, om manden er kommet til landet ved samme lejlighed.

- Vi antager, at det er barnets far, der har taget barnet med ud af landet. Foreløbig er han kun sigtet for drab, ikke bortførelse, siger konstitueret politimester i Vestoppland, Linn Hilde Fosso til vg.no.