En tragisk knallertulykke, hvor en 17-årig dreng søndag endte i kritisk tilstand, tog en uventet drejning. Der var nemlig en helt særlig årsag, at den unge mand kørte galt. Undersøgelser af drenge viste, at han var blevet skudt i hovedet af et kraftigt luftgevær.

- Vi fik en melding om, at en ung mand var kørt galt på sin knallert, men da han lå i scanneren, opdagede lægerne, at han var blevet skudt i hovedet og havde en kugle siddende i hjernen.

Det fortæller vicepolitiinspektør Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, til bt.dk.

Søndag aften omkring klokken halv ti blev den 17-årige bragt ind på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Han havde kørt rundt med nogle kammerater på Grådybet og Gl. Vardevej i Esbjerg, hvor han tilsyneladende var styrtet på sin knallert. Han havde læsioner i hovedet, men ved en nærmere undersøgelse kunne lægerne konstatere, at den unge mand havde et skudhul i hovedbunden, og at der sad stadig et blyhagl i hjernen.

Politiets efterforskning natten igennem førte frem til en 50-årig mand. Han har erkendt, at han skød og ramte den 17-årige fra en altan i en lejlighed på bagsiden af Gl. Vardevej. Han skød med et kraftigt luftgevær på cirka 20 til 25 meters afstand.

- Han blev irriteret over den larm, som de unge lavede, så han tog sit gevær og gik ud på sin altan og skød efter dem, fortæller Bent Thuesen.

Den unge mand er overført til Universitetshospitalet i Odense, og hans tilstand er kritisk.

- Han blev lagt i koma, og det er endnu uvist, om han overlever, og hvis han gør, om han får varige mén efter skuddet, siger Bent Thuesen. 

Den 50-årige gerningsmand tilstår de faktiske omstændigheder. Han bliver i første omgang sigtet for kvalificeret vold. Hvorvidt sigtelsen skal strammes yderligere afhænger af, hvorvidt han overlever, og om han får mén efter den. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i retten i Esbjerg mandag eftermiddag.