Både venner og familie har skrevet rørende afskedshilsner på væggene i den gangtunnel i Hillerød, hvor 17-årige Mads Skjoldsøge i sidste uge blev dræbt.
'Du fik altid smilet frem på vores læber'.
Sådan lyder en af de mange hilsner til den knivdræbte Mads Skjoldsøge, som nu står at læse på væggene i den gangtunnel i Hillerød, hvor et hav af blomster og levende lys minder enhver forbipasserende om den tragiske begivenhed, hvor den 17-årige handelsskoleelev torsdag den 5. november mistede livet.
Ordene 'hvil i fred' og 'du er et bedre sted' går igen i de mange beskeder, som familie, klassekammerater og venner, samt fremmede borgere har skrevet på væggene i tunnelen, som nu er blevet døbt 'Mads' tunnel'.
Mads Skjoldsøge blev angiveligt hentet af gerningsmændene mænd i et frikvarter på skolen, og i en tunnel tæt ved blev han stukket i hjertet med en kniv. Blot få timer senere, døde den 17-årige af sine kvæstelser.
To unge mænd på 16 år og 18 år er efterfølgende blevet sigtet for drabet.
Den 16-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens den 18-årige blev løsladt efter grundlovsforhøret ved Retten i Hillerød fredag den 6. november.
Et skænderi mellem Mads Skjoldsøge og den 16-årige et par dage inden, var angiveligt årsagen til drabet, men det er dog endnu ikke blevet bekræftet fra polities side.
Lørdag samles familie og venner for at tage den sidste afsked, når Mads Skjoldsøge begraves klokken 10.30 ved Ullerød Kirke i Hillerød
