Et efterskælv i det nordlige Italien tirsdag har kostet mindst 16 personer livet - flere end dobbelt så mange, som døde i jordskælvet i samme region for ni dage siden, der kostede syv personer livet. 350 personer er såret, skriver Reuters.

Efterskælvet har spredt panik blandt de mange tusinde, der stadig bor i telte efter det seneste jordskælv, og antallet af personer, der har måttet forlade deres hjem, er efter tirsdagens efterskælv øget til det dobbelte, 14.000.

- Det er en katastrofe. Jeg har aldrig set noget lignende. En endeløs række af rystelser efter jordskælvet den 20. maj, der allerede havde tvunget alt i knæ, siger Stefano Draghetti, borgmester i en af de ramte byer, Cavezzo.

Han efterspørger hjælp fra staten og EU - alle der har mulighed for at hjælpe den rystede region.

En kvinde blev ifølge Sky Italia tirsdag aften redet ud fra resterne af et hus i Cavezzo - mere end 12 timer efter efterskælvet.

- Der er ofre. Situationen er meget alvorlig. Folk ligger indespærret under murbrokkerne, siger Alberto Silvestri, borgmester i San Felice sul Panaro, til den italienske TV-station SkyTG24 tirsdag.

Efterskælvet, der målte 5,8 på Richter-skalaen, ramte omkring klokken ni dansk tid tirsdag og havde ligesom jordskælvet 20. maj epicenter i det nordlige Italien ved byen Modena - 40 kilometer nord for Bologna og 60 kilometer øst for Parma. Jordskælvet for ni dage siden lagde hundredvis af bygninger i ruiner og ødelagde en del af industriproduktionen i regionen. En situation, der nu ser ud til at blive forværret.

Italiensk tv har bragt billeder af bygninger, der kollapser, ambulancer, som haster rundt i gaderne, og redningsfolk, der kæmper sig gennem murbrokkerne.

- Folk var begyndt at slappe af og var langsomt ved at flytte hjem. De har nu måttet forlade dem igen, fortæller chefen for Modenas politi ifølge Reuters.

- Vi er alle på gaden, folk græder af frygt. Det er som et mareridt, men det sker rent faktisk, lyder en af mange Twitter-beskeder fra området.

Tirsdag aften sørgede Italiens civilforsvar for nye telte til de mange, der har måttet forlade hjemmet.

Premierminister Mario Monti lover at sætte ind for at hjælpe de berørte borgere.

- Jeg forsikrer alle om, at staten vil gøre alt, hvad den kan, så hurtigt som muligt for at sikre, at man kan vende tilbage til normale tilstande i en region, der er så speciel, så vigtig og så produktiv for Italien, siger Mario Monti.

Efterskælvet tirsdag er det mest dødbringende i Italien siden 2009, hvor 300 personer mistede livet, da byen L’Aquila blev lagt i ruiner.