- Alle er netop reddet i land. Børnene har det fysisk ok, men de er våde og forfrosne, siger indsatsleder ved Lejre Brandvæsen, Bent Christensen til bt.dk.
Han er lige nu ud for Lundby Havnevej, hvor børnene blev reddet i land af brandvæsnets gummibåde.
Men selvom børnene slipper uden fysiske mén, har det været en ubehagelig psykisk oplevelse, og derfor er der også blevet tilkaldt en psykolog.
- Vi har netop tilkaldt en psykolog til de af børnene der måtte have behov for det. Flere af dem græder og tydeligvis rystede, siger Bent Christensen.
Børnene var angiveligt i alderen 12-13 år fra en 6. klasse, og var sejlet ud på fjorden i fire kanoer. Men da de skulle tilbage på land, måtte de opgive på grund af den kraftige blæst.
SOK blev orienteret om situationen, men valgte ikke at sende redningshelikoptere i luften, da Lejre Brandvæsen hurtigt fik både i vandet og reddet børnene i land.