16-årige Melissa dræbt af bombe på skole
Italienske medier kæder skolebombe sammen med mafiaen.
Italienske medier kæder skolebombe sammen med mafiaen.
Flere medier melder om en dræbt og mindst syv sårede elever efter eksplosion ved en fagskole i den syditalienske by Brindisi her til morgen.
Ifølge avisen La Repubblica fandt eksplosionen sted kort før klokken otte foran skolen Morvillo Falcone Instituttet. Den dræbte er en kvindelig elev, ligesom de fleste af de sårede er kvinder, da det er en social-skole. Ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA blev den 16-årige Melissa Bassi offer for bomben.
- Du var en engel, citerer den italienske avis Il Mattino fra hendes lukkede facebookprofil her blot få timer efter, at hendes familie og venner har fået den chokerende meddelelse om, at Melissa Bassi blev dræbt af bombesprængning på vej til skole.
Yderligere en af de sårede blev bragt til hospitalet i særdeles kritisk tilstand, bl.a. med svære brandsår og skader i brystet. Sky Italia og flere andre italienske medier rapporterede tidligere, at hun er omkommet af sine kvæstelser, men det afvises nu af myndighederne.
Eksplosionen skete omkring klokken 7.45 - 7.50 - netop som de studerende steg af bussen for at komme til undervisning, hvilket får de italienske myndigheder til at antage, at skolen - og ikke den nærliggende retsbygning - var målet.
Samtlige byens skoler er evakuerede.
Endnu har ingen taget ansvar for bombesprængningen. Men de italienske medier hæfter sig ved, at netop i dag skulle en organisation, der i 18 år har markeret sig i kampen mod mafiaen og bestræbelserne på at få befolkningen til at huske mafiaens ofre, besøge byen.
Det spekuleres i, at bombesprængningen kan have tilknytning til lokale mafiakredse. Skolen er opkaldt efter anti-mafia-dommeren Giovanni Falcones hustru Francesca Morvillo. Parret blev sammen med tre bodyguards dræbt af den sicilianske mafia for næsten præcis 20 år siden, den 23. maj 1992.
Ifølge de italienske mediers foreløbige oplysninger, så var bomben anbragt på en af skolens ydermure tæt på en port og bestod af to gasflasker, der var forbundet med en timer.
Eksplosionen var så kraftig, at butikker 200 meter væk blev ramt. Og en port på den anden side af gaden, ved retsbygningen, blev brudt op af trykbølgen fra eksplosionen.
Skole-bygningen er efter sigende intakt. Men skoleelever blev såret, idet de passerede, netop som bomben sprang, da de var på vej til undervisning, hvilket i Italien også foregår om lørdagen. De kvæstede har især svære brandskader.
- Det er blevet gjort for at dræbe. Pigerne kom med bussen på netop det tidspunkt. Det havde ikke haft nogen konsekvenser, hvis det var sket kl. 7.30, siger Rampino, dekanen for erhvervsskolerne, chokeret til ANSA.
Retsbygningen, der ligger blot 30 meter fra stedet, hvor bomben sprang, er også omgivet af politi og bomberyddere.
Præsidenten for Puglia-regionen Nichi Vendola er på vej til stedet, hvor den regionale civilforsvarsministrer Fabiano Beloved allerede befinder sig.
- Der er brandmænd, der er studerende, en af skolens vægge er fuldstændig sodet, og der er fragmenter overalt. Det er en katastrofe, siger han til nyhedsbureauet ANSA.
Anti-mafia efterforskere skal være på vej til byen for at undersøge, om morgenens bombesprængning er mafia-relateret. Men der har også på det seneste været en bølge af mindre sprængninger, der kædes sammen med den stigende utilfredshed over, at landes økonomiske krise forværres.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters offentliggjorde indenrigsminister Anna Maria Cancellieri for blot nogle dage siden planer om at optrappe sikkerheden omkring 'følsomme mål' - heriblandt offentlige bygninger, efter en række trusler mod skattemyndigheder.
Italiens skatte- og bødeopkrævningsmyndighed, Equitalia, har på det seneste været målet for en række små eksplosioner i kølvandet på offentlig vrede over, at skattetrykket er blevet hævet. Det øgede skattetryk skal forbedre landets offentlige finanser og bekæmpe den økonomiske krise.
BNB