På Facebook florerer en video af 16-årige Aya. Filmet, overfaldet og ydmyget af en gruppe unge piger, der ude foran McDonald’s ved Nørreport i København pludselig overdængede hende med slag og spark. På grund af en fyr, som de ifølge Aya mente, at hun var kommet for tæt på. Og dér lå hun så på den våde, kolde jord med lukkede øjne og ønskede, at det hele ville stoppe.

Aya er stadig bange, men har alligevel valgt at fortælle sin historie:

»I starten havde jeg ikke lyst til at stå frem. Men da flere episoder dukkede op, og videoen af mit overfald begyndte at florere på de sociale medier, tænkte jeg, at der simpelthen er nødt til at komme fokus på det. Det er nødt til at stoppe, inden det går helt galt,« siger Aya.

Dele af den voldsomme episode blev filmet på en mobiltelefon, og videoen er siden begyndt at florere på de sociale medier. Det samme var tilfældet tidligere på ugen ved et lignende overfald i det københavnske indkøbscenter Fisketorvet.

Foruden disse to tilfælde har BT været i kontakt med to andre unge piger, der inden for de seneste tre uger også har oplevet at blive overfaldet af en større gruppe piger ved Nørreport i indre København. Af frygt for deres egen sikkerhed ønsker de begge at være anonyme.

Deres oplevelser minder meget om den, Aya havde en dag midt i februar, hvor hun var sammen med et par veninder og efterfølgende skulle mødes med sin mor på en café. Men inden hun nåede så langt, brød helvede løs. Hun var omringet af 15-20 unge piger, som hun ikke anede, hvem var.

»De var helt oppe at køre og begyndte at spørge, om jeg kendte en eller anden fyr. Jeg sagde nej, men så begyndte de at skubbe til mig og rive mig i håret,« fortæller Aya.

Det hele handlede ifølge Aya om en af pigernes ekskærester, som de mente, at hun havde haft noget kørende med. På det tidspunkt anede Aya ikke, hvem pigerne var. Hun prøvede at være høflig og komme væk, men hver gang hev de fat i hende. Hun tog sin telefon frem for at ringe til politiet.

»Da jeg skulle til at ringe, blev de bare endnu mere vilde. De begyndte at sparke og slå mig. Til sidst lå jeg på jorden. De sparkede og trampede på mig, og det hele begyndte bare at gå i sort,« siger Aya.

Aya er nu overbevist om, hvem de skyldige piger er. En gruppe af piger mellem 13 og 17 år med anden etnisk baggrund end dansk. Gennem nogle veninder, der kender de pågældende piger, mener Aya at have fundet ud af, at der er tale om de samme som dem, der mandag stod bag episoden på Fisketorvet.

De to andre ofre, som BT har været i kontakt med, nævner begge flere af gerningsmændenes navne, som går igen ved både Ayas overfald og overfaldet på Fisketorvet i mandags. Det ene af de to ofre fortæller, at hun er venner med den pige, som blev overfaldet på Fisketorvet. Hun er ikke i tvivl om, at der er tale om den samme gruppe af piger.

Det ene af de to ofres far er politibetjent, men fordi hun frygter at få flere problemer, har hun endnu ikke anmeldt episoden. Det andet offer måtte på skadestuen efter sit overfald, og sammen med sin mor har hun anmeldt det til politiet.

Trods de lignende episoder og ofrenes udlægninger er der ifølge Københavns Politis Kriminalpræventive Sektion, som varetager denne slags kriminalitet, ikke grund til at frygte én bestemt gruppering af piger.

»Det er ikke så organiseret, tror jeg. Det er unge piger, som kommunikerer via Facebook, og så aftaler de, hvor de skal mødes. Vi tager det selvfølgelig alvorligt, men vi har ikke noget konkret, der peger på, at der skulle være tale om en bestemt gruppe,« siger Nicolai Carlsen, der er politikommissær og leder af den Kriminalpræventive Sektion i Københavns Politi.

Ligesom de to anonyme ofre er 16-årige Aya heller ikke i tvivl om, at der er tale om en bestemt gruppe af piger. Heldigvis endte det i hendes tilfælde med, at hun mere eller mindre slap med skrækken.

En af hendes venner kom hende til undsætning, da hun lå omringet af de voldelige piger. Han sagde, at hun skulle skynde sig løbe ind på McDonald’s. Gennemblødt og forslået stormede Aya op ad trapperne og låste sig inde på toilettet, mens hendes veninder ringede til politiet.

»Da politiet kom, kunne jeg næsten ikke sige noget. Jeg græd og var helt fra den, men min veninde forklarede dem, hvad der var sket. De fik mit CPR-nummer, og så smuttede de igen,« siger Aya, der er utilfreds med, at der ikke blev taget mere hånd om situationen.

Aya slap med overfladiske skrammer og skyndte sig hen til den café, hvor hun skulle mødes med sin mor, der var fuldstændig lamslået over at se sin datter komme gående forslået og med tårer i øjnene.

»Hun var slet ikke sig selv. Hun var grædefærdig, og i to dage ville hun ikke spise noget,« siger Ayas mor, der aldrig havde forestillet sig, at hendes datter skulle udsættes for den slags.

»Jeg er ked af det. Aya er en stille og rolig pige, som aldrig har været involveret i den slags før. Det er en forfærdelig følelse ikke at kunne være tryg ved at lade hende gå ud om aftenen,« siger hun.

I dag har Aya ikke lyst til at nærme sig Nørreport. Hun bor normalt på Østerbro med sin mor, men hun er glad for, at hun i øjeblikket går på efterskole et godt stykke fra København.