En 16-årig pige har fået forlænget den straf, hun allerede har fået, for at true den tidligere folketingspolitiker Naser Khader på livet.

Pigen har sendt dødstrusler til Khader og hans datter på Facebook tilbage i august, og sagen blev fredag afsluttet i Københavns Byret. Ifølge ekstrabladet.dk fik den 16-årige pige forlænget sin ungdomssanktion til to et halvt år - seks af månederne skal tilbringes på en lukket ungdomsinstitution.

Hun har allerede en ungdomssanktion på to år for blandt andet vold, vidnetrusler og røveri, og den er altså med fredagens afgørelse blevet et halvt år længere.

Efter seks måneder på den lukkede institution bliver den 16-årige pige overflyttet til en åben institution.

Den unge pige var tiltalt for i alt 11 forhold, og hun erklærede sig ved retten skyldig i dem alle, skriver ekstrabladet.dk.

Hun har blandt andet truet med at skære halsen over på Naser Khader og hans datter og smadre tænderne på både datteren og hendes mor. Derudover har hun skrevet følgende til Khader:

»Hvis dette er din adresse, så skynd dig ud. Medmindre du vil brænde ned.«

Dommer Lena Falk lagde i retten vægt på, at en ungdomssanktion er den rigtige straf til den 16-årige pige, da hun har godt af at komme ind i »et struktureret forløb«.

»Vi mener, at sagen skal afgøres med en ungdomssanktion, da det er det mest hensigtsmæssige for dig, så du kan få hjælp til at løse dine problemer. Vi forudsætter derfor, at kommunen hjælper dig, og at I finder ud af det,« sagde Lena Falk ifølge ekstrabladet.dk

Sagen mod den 16-årige trækker angiveligt tråde til en anden sag om en pigebande, der mistænkes for at stå bag overfaldet på Naser Khaders datter natten mellem 24. og 25. juli.