To unge svenske drenge greb ind, da de så en tigger få tæsk af to fuldvoksne mænd.
Lørdag aften ved metroen i Västertorp i det sydlige Stockholm så 16-årige Julius Fors og en kammerat, at en voksne og tydeligt beruset mand slog løs på en tigger, der blev tildelt så mange slag, at han blødte kraftigt fra munden.
»Vi løb derhen og spurgte, hvad manden havde gang i, og han begyndte at råbe af os og spurgte om, vi ikke også slog på tiggere, hvilket vi svarede, at vi ikke gjorde. Så spurgte han os, om vi var svenskere. Det svarede vi ja til. Det sagde han var heldigt,« siger Julius Fors til Aftonbladet.
Kort efter kom endnu en mand til stedet, som også begyndte at råbe af drengene. Ifølge Julius Fors var der flere folk, der bare gik forbi, mens det skete. De ignorerede, at drengene bad om hjælp. Det var først da en 25-årig ung mand kom til stedet, at der skete noget. Han bad drengene om at ringe til politiet. Men før Julius kunne ringe, så fik han et knytnæveslag, der ramte ham på tindingen. Kraften bag slaget var så voldsom, at Julius besvimede.
Da han vågnede igen var der både politi og ambulance på stedet. Selvom teenageren selv fik et knytnæveslag i ansigtet, så fortryder han ikke, at han greb ind.
»For mig er det en selvfølge at gribe ind, når nogen har brug for hjælp. Jeg var selvfølgeligt bange, fordi mændene var så store, men det var først efterfølgende, at det gik op for mig, at det kunne være gået helt galt,« siger Julius Fors og fortsætter:
»Selvom de sagde, at de spiser sådan nogen som mig til morgenmad, så var der aldrig nogen tvivl (om at han skulle hjælpes, red.).«
Julius Fors oplyser, at han har set den samme tigger ved metroen dagen efter, så han går ud fra, at manden har det okay. Begge mænd blev anholdt, og politiet vil ikke oplyse, om der er tale om en hadforbrydelse eller ej.